På kvindernes internationale kampdag, 8. marts, udkommer den amerikanske feminist Valerie Solanas ”SCUM Manifest” på forlaget Grif.
SCUM Manifest – det står for ”Society for Cutting Up Men” er en af feminismens mest berømte tekster. En skånselsløs diagnose af patriarkatet. En rasende utopi for kvinder, der er klar til at overtage samfundet.
Manden er besat af magt, penge og død. For civiliserede kvinder må det handle om at omstyrte magten, fucke det økonomiske system op og eliminere manden. Det er det ultimative perspektiv i Solanas’ samfundskritik og hendes utopi om det kvindelige menneske.
SCUM udkom i 1968 og forelå første gang på dansk i 2010.
SCUM var også en forening stiftet af Valerie Solanas (1936 -1988), og hun var ifølge sig selv det eneste medlem. Hun havde læst psykologi på universitet, inden hun i 1965 tog til New York for at blive forfatter og skrive skuespil.
Hun blev en del af miljøet omkring kunstneren Andy Warhol og The Factory, hvor også Lou Reed, Velvet Underground med flere fandt sig en mentor og inspirationskilde i pop art bevægelsens førende maler. Men relationen mellem hende og Warhol udviklede sig hurtigt i fjendtlig retning.
3. juni 1968 opsøgte hun Warhol i hans studie, The Factory. De kørte sammen op til tredje sal i højhusbygningen, hvor hun havde ventet på ham. Efter et par minutter affyrede hun tre skud mod ham med en 32 kaliber revolver. To ramte ikke, det tredje ramte i maven.
Warhol blev indlagt på Columbus Hospital, East 34th Street, hvor han lå på operationsbordet i fem timer. Lægerne gav ham en 50 procents chance for at overleve.
Resten af sin levetid døjede Warhol med eftervirkningerne af mordforsøget. I to årtier indtil sin død som 58-årig i 1987 bar han et korset for at holde sine tarme på plads, da mavemusklerne var blevet splittet af. Formentlig som følge af skuddet.
Den megen medieomtale førte til at ”Scum Manifesto” blev udgivet for første gang samme sommer på Olympia Press.
Efter en medieombrust retssag ,hvor Solanas stod anklaget for mordforsøg, blev hun erklæret utilregnelig og indlagt i tre år på Matteawan State Hospital for the Criminally Insane. Efter at være blevet løsladt i 1971, truede hun igen Warhol og blev igen indlagt til mental behandling.
Resten af hendes liv var én lang deroute. Hun røg ud og ind af psykiske hospitaler, indtil hun i 1975 vendte tilbage til New York, levede på gaden og endte i 1985 i San Francisco, hvor hun arbejdede som prostitueret.
I april 1988, døde hun 52 år gammel. Fundet alene på sit værelse, dækket af maddiker, dødsårsagen var angiveligt lungebetændelse.
Komiker og forfatter Sanne Søndergaard, kendt for sit feministiske engagement, har skrevet forord til genudgivelsen af SCUM. Hun debuterede i efteråret 2020 som skønlitterær voksenforfatter med novellesamlingen ”Nej”.
Kvindemanifest
- Valerie Solanas:
- ”SCUM Manifest”
- Oversættelse: Ellen Boen (revideret udgave af oversættelsen fra 2010).
- 96 sider, 99,95 kr., forlaget Grif.
- Udkommer 8. marts.