Ja ja, min gyngende kæphest

Tristan Tzara: ”Syv dada manifester”

Fra den gamle verdens ødelæggelse, i årene efter 1914, rejste sig en fontæne, et keramisk urinal, halvgemt i et hjørne af et museum, signeret R. Mut 1917 – på tysk for fanden: Ar. Mod – stillet frem af Marcel Duchamp.

Readymaden blev dadaismen mest synlige konsekvens – altså bortset fra en række manifester, som det var populært i tiden.

Futuristerne hyldede krigen, ødelæggelsen, fascismen, mens dadaisterne anderledes kritisk hyldede farmacien, som i Jørn Erslev Andersens forelskede efterord udarter bevægelsen til endnu en ideologi – svaret på det hele: ”Det kan være blidt, godmodigt, det har altid ret, det er stærkt, kraftfuldt og logisk”. Den patosfyldte anråbelse af logikken, hvor dikotomierne (ordenens tvedelinger – red.) gør det ud for egentlig dybde.

Moldoviske Samuel Rosenstock bliver i 1915 til den fransktalende Tristan Tzara, øjeblikkets, det legende barns, den store kynikers og krigsmodstands apoteker, der udskriver syv manifeste medikamenter. Et DADA, der ikke betyder en skid – ikke engang for Tzara – og dog:

”Jeg skriver dette manifest for at vise, at man kan føre modsatrettede handlinger på en gang, i et eneste friskt pust”.

Antidialektikken i en halvfordøjet aftapning af Nietzsche, dog væsentligt mere Bierstube end egentligt åndsaristokrati, ja ja, som dada betyder på rumænsk eller russisk.

Og videre herfra. Nietzsche og Tzara har skabt et ideologisk sumatrahoved blandt akademikere, der, som Andersen, eventyrligt leger, at sproglig vildskab gør det ud for bedstefar Nietzsches dybde, som f.eks. her i sønnens intellektuelle hikke:

”Den første tanke, der rumsterer i disse hoveder, er af den bakteriologiske slag”.

Det er kun blevet værre fra 80’erne og frem, hvor en halvdigterisk, pseudoakademisk selvfejring gør det ud for nogenlunde klare tanker. Så jo, der er arvtagere til DADA, der heller ikke rigtig siger noget konkret, fordi det konkrete, det faktiske er blevet tankens fjende - snarere end dens afsæt.

For i virkeligheden er patos rigeligt. Dengang som nu. Føler man bare stærkt nok, har man jo fat i sandheden – hvor subjektiv den end er.

”Bedømmelsen er derfor nyttesløs, den eksisterer kun subjektivt, for den enkelte, og uden den fjerneste almengyldighed”. Det lugter en lille smule af Nietzsches perspektivisme, men uden dennes rationelle strenghed og erkendelsesteoretiske konsekvenser, lidt som at finde sig selv i Aldi, når man et øjeblik troede, man var i Irma. ”Jeg synes jeg er vældig sympatisk”.

”Et manifest er en meddelelse, der kommunikeres til hele verden, som ikke rummer anden prætention end opdagelsen af et middel til øjeblikkeligt at helbrede den politiske, astronomiske, kunstneriske, parlamentariske, agronomiske og litterære syfilis”.

I sportens verden er det i bedste fald en halvredning. Nok humoristisk, og så alligevel: Det er altid skræmmende, når modstandere lignes ved sygdomme af den ene eller den anden art.

Sygdomme vil vi jo udrydde. Så måske dadaisterne i al deres bekvemmelige selvfedme alligevel har stærkere bånd til deres futuristiske storebrødre mere, end de vil være ved: samme patos, samme aggression, men dadaisterne siger for en sikkerheds skyld nej tak til fremtiden!

Dadaisme er en slags uregerlighed, det er sprængte rammer, pruttepuder under borgerligheden, det er besyngelsen af den vilde, subjektive kreativitet, men hvor står den enkelte kunstner uden traditionen? Hvor stammer denne vilje til at lave oaser ud af ørkenens sand? Ja ja, det er jo ikke andet end gynge- og kæpheste.

Og så helt afslutningsvist:

”jeg tror snarere, at dada blot er en andenrangsguddommelighed, som man ganske enkelt må indplacere på linje med de andre varianter af interregnum-religionernes nye mekanisme.
Er enkeltheden enkel eller dada?”.

Nærmest sympatisk – i hvert fald næsten ydmygt.

Til trods for alle mine forbehold er denne bog nødvendig. Den er en fin orientering i et tankeunivers, som man nok kan være modstander af, men alligevel respektere for sin historiske værdi.