Uafrystelig prosadebut

Tove Ditlevsen:"Man gjorde et barn fortræd"

Tove Ditlevsens debutroman fra 1941 er også i 2021 en stærk læseoplevelse, som jeg vil anbefale alle at genlæse, eller skulle der være unge læsere, der endnu ikke har læst den, så gør det nu!Den er ikke lang, det tager ikke lang tid, men du glemmer den aldrig!

Romanen handler om den unge arbejderpige Kirstens kamp for at finde ud af, hvorfor mænd skræmmer hende sådan. Helt alene undersøger hun sin egen angst og graver tilbage til, at hun som ganske lille oplevede et overgreb, som hun siden har gjort alt for at fortrænge.

Måske har ikke engang hendes forældre vidst det. I hvert fald har de aldrig talt med hende om det. Det har ingen.

Sprogligt fremstår romanen som kunne den være skrevet i dag, og sådan synes jeg, det er med alle Tove Ditlevsens bøger. Sproget er moderne, ligefremt og emnevalget modigt og forud for sin tid.

Selvfølgelig er der nogle tidstypiske træk, som gør, at det også er tydeligt, at romanen udkom første gang for 80 år siden med 1930´ernes og 1940´ernes fattigdom og de store klasseskel.

Hovedpersonens Kirstens opvækst på Nørrebro med en far, der er arbejdsmand og meget klassebevidst og en mor, der er hjemmegående og meget bekymret for, hvad andre siger, når Kirsten kommer sent hjem.

Med mange børn i lejlighederne og gårdene og stor forskel på, hvilken baggård man vokser op i, om det er første eller tredje. Alligevel fremstår romanen tidløs og evigt aktuel. Som en ægte litterær klassiker.

Jeg elsker, at der disse år udkommer så mange genudgivelser af klassikere med forord af nulevende danske forfattere. Jeg har på den måde både genlæst nogle allerede elskede klassikere og også fået læst nogle, jeg længe har ønsket at læse.

Amalie Skrams ”Professor Hieronymus” og ”På Sct. Jørgen”, Agnes Henningsens otte erindringsbind og Dea Trier Mørchs ”Kastaniealleen” er nogle af dem og nu altså Tove Ditlevsens ”Man gjorde et barn fortræd”.

Jeg læste ”Man gjorde et barn fortræd” første gang, da jeg var 14-15 år, og den gjorde så stærkt en indtryk, at jeg faktisk ikke har turdet genlæse den siden, som jeg ellers har gjort med alle Tove Ditlevsens andre bøger.

Og allerede, da jeg læste Malene Ravns forord til denne udgave, løb det mig koldt ned at ryggen, for lige præcis den scene, som også Malene Ravn fremhæver, er årsagen til, at jeg ikke har turdet genlæse ”Man gjorde et barn fortræd”, før altså nu:

”Hun gennemgår et stort erkendelsesarbejde, der kulminerer med en konfrontationsscene, som stadig er en af de mest gysende stærke scener i dansk litteratur”. Det er den! Og jeg måtte lukke bogen og tage mig sammen for at læse videre.

Tove Ditlevsens var kun 23 år, da romanen udkom, alligevel beskrev hun med en stor indsigt og modenhed, hvilken betydning et overgreb får for barnets og senere den unge kvindes opvækst, mod på livet og mulighed for at knytte sig til andre mennesker, både i venskaber og kærlighedsforhold.

Samtidig er miljøskildringen af en opvækst i arbejderkvarteret på Nørrebro og mulighederne for en ung pige opvokset her også eminent god.