Umodne digte

Digte - Torben Munksgaard: ”Planet B”

Denne anden digtsamling fra Torben Munksgaard kredser om undergangen i forskellige fremtoninger.

Den er inddelt i tre afdelinger, hvis tilgange skifter mellem det helt nære og personlige og det mere globale perspektiv; men Munksgaard er som oftest nærhedens digter.

Et par af de bedre linjer kunne være:

”Lyset mellem skyerne er en streg i regnen, vinters

grågrå grus flækker og solen logger på nethinden.

Mennesket er hudpressening på knoglestillads.

Svalen er spinkelt spar es. Rynkerne i håndfladen

er ankomstens, kærtegnets og afskedens skærebræt”

De sidste to linjer er interessante, men desværre er Munksgaards digte overfyldte og usammenhængende.

Hvad laver svalerne i vinteren? Hvordan springer man fra mennesket til svalen i digtet? Altså hvor er den indre logik i billedestrømmen?

Dertil kommer afmonteringen af hverdagssproget – ikke en streg i regningen, men en streg i regnen. I konteksten giver det mening, men det er også lavthængende frugter, der plukkes her.

Dertil kommer så anden linjes bogstavrim med tre gange ’g’, der sgu heller ikke rigtig løfter noget. Det bliver sprogligt artisteri uden egentlig tematisk relavans.

Med andre ord så bliver det meget yderligt, det Munksgaard her præsterer; der mangler relevans. Et andet sted hedder det i ordspillets tegn:

”Over byens tage

vildænder.

På byens caféer

vildfarelser”.

Hvad skal man mene om det? Det er jo tydeligt, hvori spillet består, men hvad løfter det os ind i som læsere?

Igen oplever jeg det ikke som andet end netop dét: spil på ord. Digtlinjerne aflades i et forsøg på at lade dem med betydning. Det bliver på en eller anden måde for let.

”I gassorte søer

spejler månen

sit lysende bidemærke

i mørket”.

Man ser det jo for sig. Månen i den aften- eller natsorte sø. Men passer et bidemærke ind her? Er det ikke snarere et privat billede, der sniger sig ind og som ikke løftes af digtets andre linjer?

Her er altså både Munksgaards styrke, de små sansninger, og hans svaghed: Det private udsyn kaster læseren ind i et sentimentalt rum, der ikke overlader meget til refleksionen.

Jeg kender vel egentlig Munksgaard som en habil sprogbruger, men som digter oplever jeg ikke, at han kan løfte sin digtning ud af det blot følte, og dermed bliver det i en eller anden forstand umodent.