Overgreb i tilbageblik

Erindringer - Thomas Ubbesen: ”Alle vi børn af fru Brath – en lærer for livet”.

Thomas Ubbesen er journalist, kendt fra sin tid i DR. Som barn boede han i fem år i 1960’erne i Sønder Ydby i Thy. Det var formende år fra 8-14-årsalderen, og han oplevede udkanten fra en udkantsposition.

Som tilflytter og søn af en verdensmand (far var overstyrmand og kaptajn) kunne han se klasseskellene, de sociale problemer og missionens store indflydelse.

Hvor han husker godt!

De selvstyrende børneflokke og deres frie liv i naturen var en verden for sig, som kun i få tilfælde ramlede sammen med de voksnes. I børneflokken fandt man sin plads, eller man blev kanøflet. Nogle blev holdt uden for, andre sluttede venskaber.

I forskolen gik børnene, til de blev 10 år. Der regerede fru Brath, og det gjorde hun med selvsikkerhed, moderat fysisk afstraffelse og en utilsløret forskelsbehandling.

Hele denne bog er en undersøgelse af, hvad de 1½ år under fru Brath har afstedkommet for Thomas selv og for hans klassekammerater.

Det er nok ikke for meget sagt, at hun var af den gamle skole. Det var fortællingerne fra bibelen og Danmarkshistorien, der bar hele skoleforløbet med samt naturligvis tabeller, regnestykker, skrivning og salmevers. Men det var autoritært på grænsen til det tyranniske.

Thomas trivedes i det. Han lærte hurtigt, og han udnyttede de historiske fortællinger i sine drabelige lege med soldater og fortidige slag.

De jævnaldrende tog ham med i fællesskabet, selv om han egentlig havde mange ting imod sig: rødhåret, fregnet og ikke særlig god til fodbold. Det hjalp, at han var nabo til årgangens naturlige leder, og så ydede den utiltalende og ret fraværende far også en vis, indirekte beskyttelse i kraft af sin status.

Bogen er bygget godt op i tre dele. 123 sider ”Dengang”, 72 sider ”Mellemtiden” og endelig 92 sider ”Nu”.

Først skal vi høre, hvad han selv kan huske, dernæst stryger vi hurtigt hen over de 55 år, og så konfronterer vi i det sidste kapitel Thomas’ egne erindringer med en række møder med klassekammeraterne så lang tid efter.

I denne komposition ligger der en sympatisk og helt forståelig tilgang: Fortiden findes faktisk ikke, den er kun til stede som forskellige fortider i erindringen.

Dette træk bliver helt tydeligt i slutningen, hvor et par kontakter glipper. De mest mobbede og trynede vil ikke være med i undersøgelsen.

 Men de andre bekræfter både det, Thomas kan huske, og det, som han formoder, han ikke ved. Deres liv var ikke sådan, som det så ud for iagttageren.

Ham, de ikke gad lege med, havde ikke følt sig trådt på. En af fattiglemmerne havde støttet sig til sine egne ben i næsen og klaret sig.

En af de ordblinde, der ellers blev kaldt dum af fru Brath, havde skabt sig et yderst meningsfuldt og positivt liv. Ingen af dem havde dog fået et så uanstrengt og kreativt forhold til Danmarkshistorien som Thomas.

Ubbesen husker godt, og han skriver faktisk også godt. Han kan få erindringerne fra 1960’erne til at leve: Dybbølmærker, bønnemøder, cykelture, børnefødselsdage, lege ved åen og snevintre i en uendelighed. Når anmelderen alligevel er forbeholden, skyldes det to forhold:

For det første den etiske gråzone, der består i at gå så tæt på sin barndoms udstødte. Vi får råt for usødet med nærmest navns nævnelse alt det, man dengang sagde i landsbyen.

At den og den er luder, at én får børn på kommunens regning eller er frygteligt nærig eller helt uhygiejnisk, eller at nogen flæber eller hykler eller drikker eller snyder og så videre. Det er erindringer, men det er jo ikke fiktion, så kan man skrive det alt sammen?

For det andet er det en bog, der er for lang. Ubbesens gode pen forleder ham nogle gange til at blive helt lyrisk, f.eks. i skildringerne af snelandskaber, af vejr eller af indre kvababbelser. Han lufter indimellem sin indre buddhist i kritikken af den forældede Indre Mission, og så forelsker han sig i udtryk, der genbruges.

Der er en ingen ende på alle de gange, man skal lege historiske soldater, så i Københavns belejring, så i tilbagetoget fra Dannevirke, så i slaget ved Visby.

De cykler den samme tur i al slags vejr, og så kigger man ud over fjorden på hver tiende side. Overgentagelser, der naturligvis kan siges at mime den uendelige barndom, men det ville have hjulpet med en skarpere redigering.

For i alle de brede penselstrøg forsvinder også lidt fokus.

Det blivende bidrag ligger i den konsekvent gennemførte forståelse af, at vi har hver vores fortid, selv om vi delte den, da den var nutid.