I ironiens maskinrum

Svend Åge Madsen: "Fremtidsspejl"

Svend Åge Madsen, hvis debut skriver sig tilbage til 1963, er en stor skikkelse i dansk litteratur. Og en ironiens mester.

Blandt de centrale træk i forfatterskabet er bl.a. skabelsen af et netværk af handlingsstrenge i den enkelte tekst, hvor fortællingernes indbyrdes interaktion skaber nye fortællelinjer. Svend Åge Madsen er storforbruger af verdenslitteraturens inventar af personer og handlingselementer.

Og der genbruges i rigt mål personer fra det madsenske persongalleri.

Tematisk er der ligeledes en sammenhæng mellem denne tekst og forfatterskabets øvrige tekster: fortællingen og det at fortælle menneskene skaber liv, identitet og sammenhæng:

”Jeg ville ønske jeg kunne forme min mors liv som en fortælling. Alt bliver mere sammenhængende, mere overskueligt, når det struktureres som en historie.” Mithya, som er bærer af den ene af de tre hovedhandlinger i ”Fremtidsspejl” må imidlertid erkende, at det ikke umiddelbart kan lade sig gøre.

Romanen udspiller sig i Aarhus og i fristaden Nøjrup og i den meget nære nutid – der er både #MeToo på spil og Coronavirus i omløb. Den ene af de tre hovedhandlinger er båret af den generte Sverre jun, der er ekspert i at programmere apps.

Aktuelt er han blevet forelsket i to piger – Irene og Juanna. For at kunne vælge den for ham rigtige pige konstruerer han en app, der kan vise, hvorledes de vil se ud år frem i tiden.

Dette lille projekt har det videre perspektiv at gøre det muligt for ham og menneskene ikke at træffe de forkerte valg. Det kommer der en del forviklinger ud af, men de afklares.

Det andet forløb bæres af Mithya – mytemager og muligvis skaber af ”Verdens første selvgenererende tekst… det åbne værk, der giver plads til vores ideer, forløser vores vildeste fantasier”.

Det tredje delforløb bæres af psykologen Annet, der bærer den vision, at det ad forskellige veje vil være muligt at tømme et individs bevidsthed og at fylde den på ny.

Dette sker for Minona (der er vist et anagram i det navn), som får installeret en dybsindig og en spontan livsglæde i hovedet. Ved hjælp af kodeord kan hun skifte mellem de to bevidsthedstilstande. Hun forstår sig selv som ”bevidsthedsjordemoder”

Disse tre historier samles i Nøjrup, der er en fristad med utopiske træk: ingen penge, ingen bureaukrater, intet unødvendigt konsum, der kan elskes og fortælles, og dens virtuelle reality gør alt såre godt.

Personerne i de tre forløb forenes og enes om at udbygge utopien. Og dertil bebos Nøjrup af skikkelser og begivenheder fra tidligere bøger.

Vi skal imidlertid nok ikke lige falde for den idylliske slutning. Ordene ”ironi” og ”ironisk” har ledemotivisk karakter i teksten. Det betyder jo, at en hel del af dens udsagn dementeres.

Hunde som sosu-assistenter

Idyllen har muligvis sine skyggesider og sine groteske sider: bl.a. opdrættes hunde til at gå oprejst, så de kan hjælpe til i byens sundheds- og plejesektor. Det i sig selv er så grotesk, at det stiller spørgsmål ved utopiens troværdighed.

Og allerede tidligt i bogen dukker Theodor Fontane og Neuruppin op i en samtale mellem Mithya og en fodnoteekspert. Theodor Fontane er stor realist og en del af den tyske dannelseshistorie. Han blev født i Neuruppin, som på grund af sin dramatiske og tragiske historie fra 1600-tallet og frem opfattes som den mest prøjsiske af alle tyske byer: Dannelse vs militarisme og autoritære forhold.

Samtidig lægger byen navn til neuruppineren, et tolinjet vers bevidst klodset bygget op og med et skævt rim. Neuruppineren har satirisk og ironisk sigte. Hvad Neuruppin og Fontane skal lige i en samtale om fodnoter – udover at drille tysk filologi – fremgår ikke, hverken her eller senere i teksten.

Men hvad sker der, hvis læseren nu sammenstiller ordene Nøjrup og Neuruppin? Så etableres der en forbindelse der danner ordet Neuropa.

Da er fanden løs, for nu er idyllen ved at blive modsagt af noget meget ubehageligt. Dette dystopiske perspektiv så tidligt i teksten er med til at underløbe euforien over og troværdigheden af Nøjrups velsignelser. Hertil kommer, at den danske model kaldes ”Harmonie” og det ny samfund det ”eusociale samfund” Der er ikke langt til Huxley og Orwell.

Så den fortælling, der umiddelbart ser meget optimistisk på fremtiden, modsiges af en stemme, der har en anderledes skepsis over for utopier.

Undervejs fremskrives meget muntre parodier på bl.a. receptionsteori og -historie. Her hævdes det, at hver læser har sin egen tolkning af en roman, og at disse læsninger er ligeværdige.

Heroverfor hævdes det, at det ville være mere troværdigt at lade verdenslitteraturens store helte fortælle os, hvordan vi f.eks. skal forstå ”Fremtidsspejl”. Parodierne er flere og de krydres af en del verbale brandere, som lader en lidt træg tekst glide lettere ned. Det i sig selv giver en stjerne.

De øvrige skyldes, at maskinrummet er for synligt på bekostning af fortællingen. Man merkt die Absicht und wird verstimmt.