At skrive om sig selv

Suzanne Brøgger: ”Med egen hånd”.

Egentlig har hun jo aldrig gjort andet, altså skrevet om sig selv, og hvad tiden og livet så gjorde ved hende. Delvis iklædt fiktionformens gevandter, og længe før norske Knausgård fandt på det samme.

Den i dag så kendte og i sin tid så skandale- og succesombruste Suzanne Brøgger, der lige fra debuten ”Fri os fra kærligheden” (1973), jagtede netop den ved at ville frigøre sig fra den konventionelle kærligheds strammende, undertrykkende ramme, og på den måde til sidst fandt sig selv og ja -  kærlighed på en helt anden overraskende måde, end hun nogen sinde havde drømt om.

I hendes nyeste essayssamlingen ”Med egen hånd” vender hun tilbage til sine befrielsesbøger, som foruden ovennævnte også tæller bl.a. ”Creme Fraiche”, ”Ja” og ”Transparence”, og gør det på vanlig sproglig elegant vis. Det overordnede formål – den røde tråd, der skal binde de 27 essays sammen - er at forsøge at ramme tidsånden.

Hvad er der sket med verden og med forfatteren selv, der i år bliver 77 i november.

Som sædvanlig kombinerer Brøgger filosofi, litteratur, store personligheder som Karen Blixen m. fl., kultur-, kvinde- og almindelig politik med personlige oplevelser og egen indsigt.

Der er sine steder ganske forrygende. Både veloplagt, ironisk og vigtigt. Selv om interviewet ”Uafgjort” med Madam Nielsen, der engang var Claus Beck-Nielsen, om kroppens trancendens og ”om ikke at være et bestemt køn, men mere et kvindeligt blik på verden, en poetisk praksis”, bestemt kræver, at læseren holder tungespidsen lige i kindhulen og tillige har fulgt godt med på det litterære parnas.

Så er der mere god reportage og aktuel politisk viden og indsigt at hente i essayet ”Mellemhelvede”. Suzanne har slået rejsekufferten sammen med udenrigsreporter Puk Damsgård og drager ind kurdiske Rojava – det syriske område, som bl.a. den kurdiske kvindemilits havde befriet fra IS-herredømmet.

Hun længes efter at få sit eget at sove i, lidt privatliv, og kan ikke falde i søvn på gulvet mellem de 18 kvindelige soldater, der betragter hende som ”superfeminist”. Suzanne går, som hun selv siger ”i udbrud”, men da hun skal op om natten, sover de kvindelige soldater udenfor på jorden. Hun er endelig alene.

Hun må skamme sig og bliver først forstyrret tidligt om morgenen, da en kvinde kommer ind for at hente nogle kalasjnikovs for at gøre klar til morgentræningen. Lidet anede hun dengang, at Vesten snart svigtede kurderne og kvinderne, da USA trak sine tropper ud, og tyrkerne invaderede.

Det er i sådan en scene, beskrivelsen af den, at Brøgger viser sit format - ærligt at stå ved sig selv, at trykprøve sig selv, holdninger og idealer, konfrontere dem med eget ego og dermed finde både svaghed og ny styrke.

Her er et glødende forsvar for individet i ”Café”, hvor forfatterinden tager livtag med GAFA, synonymt med de fire store it-monstre, Google, Apple, Facebook og Amazon, som så åbenlyst stjæler og udnytter vort privatliv. Og vi klikker uden videre ok. For er der noget alternativ?

I denne verden hvor det mere og mere handler om at være på - end at være noget i sig selv. F.eks. kunstner, menneske eller nybagt mor. Det handler om at være en succes, og allerhelst også ganske vidunderlig. Entertainment vinder frem for væren, ro og viden.

Gennem hele essaysamlingen strømmer en bekymret, skarpt set civilisationskritik. Frygten for hvordan den spirende fascisme, fremmedhadet, forfølgelsen af de anderledes spændende over både jøder, muslimer og homoseksuelle i sidste ende kan knuse de menneskerettigheder, som vi opfatter som naturlige, nærmest urørlige.

Det er god læsning, Brøgger byder på, når hun bruger sig selv som omdrejningspunkt for eftertænksom fordybelse – både i verden og dens mennesker, men bestemt også i nærgående undersøgelse af sig selv.

Og hvilket vidunderligt digt - af Wislawa Szymborska dedikeret til den hollandske maler Veermeer - at afslutte denne kalejdoskopiske, personligt oplevede samtidsskildring med:

Vermeer

Så længe den kvinde på Rijksmuseum

i malet fred og ro

dag efter dag bliver ved med at hælde mælk

fra kanden i skålen

har verden ikke fortjent at gå under.

Foto: Isak Hoffmeyer