Penslens strøg og pennens

Donna Tartt: Stillidsen

Så er den her igen. Den omfattende roman om den lille stillids. Den kom på dansk første gang i 2013, hvor den fik mange rosende ord med på vejen. Romanens forfatter, Donna Tartt brugte mange år på at skrive bogen, som også blev filmatiseret, men som ikke kom op i danske biografer.

Det er en roman med mange sider – både kvantitativt kvalitativt – 840 sider, og en sammensat tematik. Men trods tekstens kompleksitet er den for lang, og den undgår derfor ikke en del gentagelser, og heller ikke at romanens mange situationer går i selvsving og derfor mister skarphed.

Men når det forbehold er taget, skal det også fremhæves, at romanen bearbejder centrale problemstillinger af såvel eksistentiel art som æstetisk-filosofisk. Og så er den glimrende oversat af Annelise Schønnemann.

Romanen pendler mellem flere forskellige delgenrer. Det er en udviklingsroman med markante træk af den pikareske roman, det er en kriminalroman, hvor læseren følger forbryderne, og endelig er det en roman der handler forholdet mellem kunst og virkelighed.

Romanens rum er Amsterdam (Europas store kultur), New York og Las Vegas. I begyndelsen af romanen møder vi som læsere Theodor Decker i Amsterdam, ligesom byen også spiller en central rolle i dens slutning.  Theo, som han benævnes, er på her ved på meget dramatisk vis at få fodfæste i sit liv og den virkelighed, han er i.

Beretningen følger ham fra han er 13 år, til er i den sidste halvdel af 20-erne. Det er netop dannelsesromanens yndlingsalder. Men til forskel fra så mange andre beslægtede romaner er Teos dannelse meget dramatisk.

Under et besøg med sin mor på et kunstmuseum i New York sker der en bombeeksplosion. Moderen omkommer, Teo overlever og får i sin favn Carel Fabritius’ lille maleri ”Stillidsen” med sig ud af ruinerne. Billedet er fra 1654 og måler kun 33x23cm, så det er let at flytte rundt på og at skjule.

Billedet er det tekstelement, der kitter romanens forskellige delgenrer sammen

Det følger med Teo i hans udvikling, som udspiller metropolen New Yorks mere velaflagte sociale miljøer og Las Vegas betændte og lurvede massekulturelle omgivelser, hvor hans far lever.

Teos liv er især efter mødet med den rodløse Boris præget af misbrug, vold og kriminalitet i form af bedragerier med antikviteter. Hovedtemaerne i denne del af romanen er tab, identitet, soning og kærlighed. Der er smukke kærlighedshistorier i denne del af romanen. Den kriminalistiske del af romanen knytter sig både til denne dannelsestematik og til dens diskussion af forholdet mellem kunst og virkelighed.

”Stillidsen” er et tromp-l’oeil billede. (Red: fransk: øjenbedrag, fremstilling af døde ting med skuffende illusion). Det driller beskueren ved at forsøge at udviske skellet mellem den æstetisk konstruerede virkelighed og den objektive virkelighed. Det samme gør romanen.

Hvor billedet med få penselstrøg er ganske enkelt i sine virkemidler, er romanens pennestrøg meget mere mangfoldige.

For det første er dens enkelte situationer er voldsomt detaljeret konstrueret, så næsten alle dens scener fremstår som sideordnede, og samtidig fremstår det, som om de ikke er skrevet helt færdige. For hvad er det egentlig for en helhed og virkelighed, der skal fremstilles.

For det andet forskydes de ”virkelige” personer over i billeder: ”han mindede om de gamle fotografier af irske digtere og nævekæmpere som hang i den pub inde i byen hvor min far kunne lide at få sig en drink”. Dette greb er et generelt greb i teksten, og både ”høj” kultur og ”lav” kultur inddrages.

Romanen diskuterer således den usikkerhed om forholdet mellem kunst og virkelighed, der er en gammel historie, men som fik fornyet aktualitet med postmoderne tænknings insisteren på, at virkelighed er en konstruktion: er billedet/teksten en repræsentation af virkeligheden eller er virkelighed en repræsentation af kunst.

For det tredje forstærkes dette spørgsmål af forfatterens/fortællerens umådeligt forbrug af både direkte og indirekte referencer til kunst- og litteraturhistorien. Næsten hver af de 840 sider refererer til et eller flere billeder eller et eller flere litterære værker.

Romanen stiller sig dermed selv i familie med Dickens, Mark Twain, Dostojevskij og mange flere. Det er en amerikansk unode. Der anes en bevægelse væk fra denne konstruktivisme: der er og skal være en mellemzone mellem, ”en mangefarvet kant mellem sandhed og usandhed” – mellem kunst og virkelighed.

Romanen er på den ene side spændende med sit sproglige drive, læseren keder sig ikke Den er dramatisk, sine steder smuk i skildringer af kærlighed. Men samspillet mellem dens forskellige genregreb er ikke helt vellykket.