Radikaliseret

Sternberg: ”Radikale steder, relationer og skæbner i et længst eksploderet kvarter”

Allerede titlen på denne samling af tekster peger på stedet for det radikale som et ikke-sted, en slags utopi, der knækker over i et ubehageligt budskab.

Det radikale har fået en renaissance som positiv markør – i hvert fald fra 00’erne og frem. Men der er jo virkelig ikke meget positivt over Sternbergs bog: Den er næsten endnu mere depressiv end hans ”Depressionsdigte” fra 2014.

Måske læser jeg Sternbergs tekster forkert – faktisk er jeg i vildrede om, hvordan jeg skal læse disse tekster. De er på én gang fuldstændig ligefremme, men også svære i deres fragmentariske billede af ”et for længst eksploderet kvarter”.

Bogen består af tre afsnit, der henholdsvis behandler de radikale steder, relationer og skæbner. De radikale steder er ulidelige utopier eller dystopier, om man vil, hvor der ikke er plads til menneskene – hverken individet eller gruppen.

Som det hedder et sted: ”Man kunne komme dertil så let som ingenting, men når man først var der, var det umuligt at komme derfra”, som det hedder med en reference til Eagles ”Hotel California”. Stedet bliver et klaustrofobisk fængsel.

Hvad angår relationerne er de et mareridt. ”Når de var sammen, var der altid andre til stede. De kunne ikke forestille sig at være alene med hinanden. I en gruppe var de imidlertid meget tætte”.

Nærværet forsvinder ud af alle relationer, det er sådan, de er radikale. Eller relationen er kun noget, når andre ser den; SoMe som ontologisk markør for det moderne menneske. Sådan er der en kritik til stede i Sternbergs tekster.

Endelig er der de radikale skæbner, som på én gang er samlingens sjoveste tekster, men af samme grund de svageste, fordi der kommer noget revyhumor ind over. Læseren føres med alt for jævne skridt over i en trækning ved smilebåndet.

Men Sternberg er uanset hvad interessant at læse. Om jeg har forstået ham rigtigt i denne samling af tekster, kan jeg være i tvivl om, men jeg er blevet angået – og dét er, hvad Sternberg kan.

Foto:Jonas Hollerup