Sjov og præcis

Stefan Iversen: ”Retorik”

Man tager fat i den evigt unge Aristoteles og hans sofistiske forgængere. Så mixer man med aktuelle eksempler på skelsættende og mindeværdige taler, og vips, en tænkepause er født.

Det er lige til tiden med sådan en tænkepause om retorik. De gode eksempler er der masser af, og vores ekspert, Stefan Iversen, er både velorienteret og morsom.

Han starter med sine egne kvababbelser, da han som konfirmand skulle formulere en tak til forældre og gæster. Hvad ved en 14-årig om retorik? Ja, han ved jo i hvert fald noget om den situation, der kræver ordene, og den henvendelse, der skal løses, uden at den egentlig løser noget.

Derefter udleverer Iversen med fin humor de retningslinjer, han som forfatter af en tænkepause skal følge, og de gode råd, som forlaget stiller til rådighed. Ikke for akademisk, nej tak, gerne med masser af eksempler, javel – men de kan også overdrives.

Det kan ikke undre ret mange, at den professionelle sprogbruger Iversen på samme tid kan forholde sig kritisk til guidelines og selv beherske dem.

Han vælger kendte eksempler som Mette Frederiksens corona-tale fra for snart to år siden, Sofie Lindes MeToo-tale, som bryder med genrens forventninger og gør det gennemtænkt og suverænt.

Der er også henvisninger til kronprinsessens fødselsdagstale til Frederik, Armstrongs berømte ord ved den første månelanding, Rasmus Paludans provokationer og Inger Støjbergs traktortale om at dræne sumpen.

Gennem hele den hurtigt læste bog hører læseren den behagelige, oplyste fortællerstemme introducere til alle de rigtige ting: Talegenrerne og appelformerne, stilspørgsmål, graden af udsmykning og en håndfuld eksperter, særlig hentet fra den amerikanske forskning, som i mange år har været foran.

Kort og elegant, forlaget havde slet ikke behøvet bekymre sig om at rådgive Iversen.

Undervejs er der gode iagttagelser og fine formuleringer. Et eksempel fra side 53 i omtalen af Rasmus Paludans beregnende provokationer: ”Denne perverse form for ordjudo…”.

Eller fra stykket om Støjberg (side 57): ”Sumpmetaforen skelner ikke. I stedet klumper den forskellige institutioner sammen, og den skaber et, nå ja, mudret fjendebillede, som modstilles et ikke nærmere afgrænset, men klart nok vredt, jordbundet og traktorkørende folk.”

Disse eksempler kommer, da bogen spidser til. Det sker med det gamle græske begreb kairós, der betyder det rette tidspunkt, den mulighed, der skal gribes.

I vores dage taler man nok mere om timing, men det ligger i samme boldgade.

Man skal sige det, der passer til situationen, med de rigtige ordvalg og på den måde, tilhørerne kan røres ved. Ikke for meget, ikke for lidt, med passende respekt for sagforholdene. Ellers gennemskuer vi de beregnende bagtanker og fristes til afstandtagen.

Bogen er en glimrende indføring og fortjener mange læsere. Sådan en humanistisk ekspertise som Iversens er en nødvendighed for den fælles samtale, som er demokratiet.