Overophedning

Stefan Hermann: ”En varm tid”

”Det er en varm tid, som vi lever i, alle går rundt og sveder, men vi har det da nogenlunde her, her på Østre Gasværk”. For vi har da lange Stefan, og han spiller – ja hvad spiller han egentlig, den Stefan? Han spiller med musklerne, han trutter lidt dommedagsprofet, og så akkompagnerer han.

Tidens melodi er nemlig up-beat. Det går hastigt for sig, og tempoet får os nogle gange ud af takt. Med denne lille bog prøver Hermann at etablere en slags generalbas, der kan få de forskellige instrumenter til at falde til ro og falde på plads, falde helt ned.

Vi har det nemlig varmt, siger han, og det gælder på alle fronter.

Bogens tre hovedkapitler undersøger, hvordan det moderne menneske forholder sig til naturen, til de andre og til sig selv. På alle områder synes han, at temperaturstigningen er markant.

I forholdet til naturen er det jo indlysende rigtigt. Den globale opvarmning er en situation, alle har hørt om. Vores fælles overforbrug af klodens ressourcer afhænger af den energi, som vi fortsat henter fortrinsvis fra de fossile brændstoffer.

Men hvordan imødegår vi truslen? Med en dagsorden, der modarbejder katastrofe. Der svares politisk og teknologisk på måder, der frem for alt ikke må få væksten ned i gear eller true vores levestandard.

Svagere og mere idealistiske sjæle drømmer om hårdere opbremsning, men politikere og teknokrater mener, vi kan lave business as usual, selv om kloden brænder.

Der er et problem i natursynet, siger Hermann. Vi har stadig ikke forstået, at vi er en del af naturen og ikke står uden for den. Naturen skal tilbage i dannelsen og tilbage i børnenes nærhed. Vi skal give det ikke-humane mæle.

Afsnittet om forholdet til de andre er en fejende gennemgang af tingenes begrædelige tilstand.

Fra raseri og hate speech på de sociale medier til diskussionen om safe spaces og trigger warnings går der et spøgelse igennem tiden: Den nymoralske munkemarxisme. Tonen er helt skinger og ophedningen tydelig.

Man foretager ’metaforiske bogafbrændinger’, og der er masser af eksempler på, at vi mobiliserer på vores aversioner frem for at fortolke og forsøge at forstå.

Det er tankevækkende, at de vakte (woke) har så travlt med at rense ud, mens helt lavmælte initiativer som f.eks. de såkaldte ’Chicago-principper’ hverken høres eller udbredes.

Principper er ikke så sexede som synlige opgør, udskamninger og blokering af de forkertes muligheder for at ytre sig. Herman laver endda et katalog over de forskellige måder, oplysningstidens principper bekæmpes på – de universelle værdier er under pres.

På det personlige plan er der også gang i radiatoren. Det er selvoptagne, selfiespredende influencere, der fylder billedet, og den enkelte arbejder hårdt og målrettet på at blive den bedste udgave af sig selv.

Der er beregning og falskhed, men den enkelte skal partout i centrum alligevel. Med et vældigt imponerende ”Jeg føler…” skal alting sige MIG noget.

Man optimerer kroppen og ens eget udseende, og man affekt-intensiverer. Det skal være sindssygt, ellers er det ikke godt.

Det skal være spontant, vildt og grænseoverskridende. Vi er alle sammen blevet teenagere, der er i følelsernes vold, ufrie som fæstebønder under de sociale mediers nye herremænd.

Det er for varmt, skriver Hermann. Både over for naturen, de andre og os selv skal vi sætte tempoet ned, vi skal have ro på, blive besindige. Vi skal genfinde dyderne, den kølige rationalisme, distancen, skønsomheden og skikkeligheden.

Anledningen til bogen er nemlig COVID-periodens nedlukning, som har vist os et glimt af, hvordan livet også kan være, når man må indrette sig.

Når jeget ikke kan være i centrum hele tiden, når partykulturen er på stand by, og flytrafikkens pause medførte et kortvarigt fald i udledningen af CO₂. Pausen fik forfatteren til at tænke, og resultatet foreligger her.

Som sædvanligt er det velskrevet, når Stefan Hermann går i gang. Han er en stærk analytiker med en flydende pen, selv om der også er lidt for meget begrebsjonglør over ham.

Forbindelsen mellem de tre områder og deres ophedning er godt set og undersøgt grundigt og originalt, men det markant stærkeste kapitel er det om forholdet til de andre. Der er der hjerteblod og mest på spil for forfatteren.

Han opfordrer til dydsetik, så vi alle hver for sig sænker tempo og temperatur der, hvor vi er. Det er klogt sagt, og det kommer lige til tiden – man må håbe, der læses med i alle hamsterhjulets aflæggere.