Brudstykker af ulykkelig forelskelse

Steen Steensen Blicher: ”Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog”

Steen Steensens Blichers (1782 – 1848) roman ”Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog” (1824) er i flere henseender i dansk litteraturhistorie en banebrydende og stor tekst, selv om den i omfang er beskeden.

Romanen er et gennembrud for prosaen som litterært acceptabel. I 1824 var det versekunsten og dramaet, der var de hævdvundne og kanoniserede genrer. Romanen var som genre var af lavere orden.

Det forhold ændrede Blicher på. Først og fremmest gennem den sproglige iscenesættelse.

Det er en dagbogsroman, der i tid rækker fra 1708 til 1753. Optegnelserne dækker imidlertid ikke alle årene. Derfor titlen ”Brudstykker”. Fragmentet var som genre yndet i den romantik, som omgiver Blicher. Dagbogsnotaterne er koncentreret om hændelser, der får fatal karakter. Det er de hændelser, der er bundet til kærlighedshistorien i romanen.

I øvrigt leger Blicher meget tidstypisk med spændingen mellem fiktion og ægte dokument, idet han fremstår som udgiver og ikke forfatter. Dermed tilsættes værket lidt mystik og ægthed. Det var en af måderne, hvorpå prosaen kunne gøres acceptabel som kunst.

Dagbogen beskriver Mortens drøm om at blive præst, hans arbejde som kammertjener på et gods, forelskelsen i den uopnåelige Sophie, der skal giftes ind i kongehuset, men som stikker af med Mortens barndomsven Jens. Han er præstesøn, men vil hellere være skytte.

Skæbnen bringer Morten til krigstjeneste i Sverige og krigsfangenskab i Sibirien. Han genser på Falster Sophie og Jens i en elendig forfatning. De har turneret som gøglere, og hun har måttet sælge sig som prostitueret. Morten vender tilbage til sin fødeegn til et embede som kordegn.

Romanen er også nyskabende ved sin sociale og psykologiske realisme. Dens sted er genkendeligt som herregården Tjele. Og romanen gengiver skarpt stændersamfundets sociale og kulturelle barrierer, og personerne tegnes med hver deres individuelle psyke.

De to mest interessante skikkelser i optegnelserne er adelsfrøkenen Sophie og degnesønnen Morten.

Sophie bryder som ung med alle forestillinger om en anstændig ung kvinde, der skal indgå i et arrangeret ægteskab med en Gyldenløve med kongeligt blod i sine årer. Det vil hun under ingen omstændigheder.

Hun følger sine drifter og udfolder dem sammen med Jens – præstesøn og skytte. De er sammen i hans kammer. Imidlertid sker det, at Morten og Jens bytter kamre:

Jeg var netop indslumret, da jeg blev vækket ved et Kys. …Himmel det var hendes – hendes, jeg ikke tør nævne. Da – da – o, jeg Synder! Jeg har forrådt min Herre! Og jeg kan ikke engang ret af Hjertet fortryde det. Hvergang jeg vil gøre Poenitentse, forhindres jeg af en lønlig Fryd, som spotter min anger….Jeg længes efter at repetere den Misgjerning, jeg burde forbande. ”Evindelig min” vare de første ord, jeg kunne fremføre; men da rev hun sig med et let Skrig af mine Arme, og – jeg var allene.

Sophie og Jens stikker af fra Tjele og lever et omstrejfende usselt liv, der ender i elendighed. Men det interessante er, at Blicher lader Sophie folde sit liv ud, som hun vil, selv om det er forbundet med brud på den givne orden.

Morten derimod bryder ikke de normer, der omgiver ham. Han har egentlig som dreng en stor livsappetit, men mod til at realisere drømmene har han ikke.

Han lader sig føre hid og did, han tilpasser sig selvudslettende omgivelserne, og favntaget er jo ikke tiltænkt ham, men Jens. Morten fremstår umiddelbart som et jeg-svagt menneske. Årsagen dertil kan søges i hans sociale placering. Han drømmer, at han er en prins og Sophie en bondepige.

Det, der alligevel gør ham interessant, er hans forhold til sproget og fortællingen. Han skaber sig som fortæller selv et stærkt jeg, der med et særligt sprog former de skæbner, der berettes om. Mortens identitet er i sproget.

Han behersker det almindelige omgangssprog. Han behersker via undervisningen i præstegården latin og græsk. I de første optegnelser er datoerne markeret på latin, og han indskyder latinske brokker i selve beretningen.

Da præsten dør, og Morten ser Jens græde, tænker han med et citat fra den romerske fabeldigter Phaedrus: ”seras dat poenas turpi poenitentia” – ”nu straffes du, for du angrer alt for sent”.

På godset er omgangssproget fransk. Morten tilegner sig gennem flid og hårdt arbejde sproget. Hans opfattelse er, at ”Fransk slet ikke er andet galt Latin” Kundskaberne gør, at Morten får en betroet stilling på Tjele.

Men det er også der, han på afstand forelsker sig i Sophie. Da Morten får mulighed for at være med bag på Sophies kane en smuk vinterdag, sættes prosaen til at rime: ”Et plaisant Veir! Solen staaer op saa rød, som en brændende glød”.

Årene mellem 1713 og 1743 noteres på kun 5 indføringer i dagbogen. Derefter er han i Danmark, hvor han genser Jens og Sophie. Her skifter sproget så igen karakter. Det får farve af bibelsk sprog og af Ossian, som Blicher oversatte fra skotsk.

Hans oversættelse blev modtaget med begejstring. Det forlader det daglige sprog, og bliver lidt højstemt:

”Der står endnu Abilden udenfor mit vindue, den er ogsaa bleven ældre, der er kræft i dens Stamme, Stormen har bøiet dens Hoved, og paa dens Grene groer Mosset ligesom graa haar paa en Oldings Hoved... Den Slægt, jeg kjendte, er nu ogsaa borte. Nyt Herskab, nye tjenere – jeg er en Fremmed, en Udlænding blandt dem alle”.

Dagbogen – og dermed den sproglige ækvilibrisme bliver Mortens sande eftermæle. Den sidste optegnelse afsluttes med et citat fra en af salmer i Salmernes Bog:

”Anlangendes et Menneske, hans dage er som Græs; som et Blomster paa Marken, saa skal han blomstre. Naar Veiret farer over det, da er det ikke mere, og dets Sted kjender det ikke mere. Men Herrens Miskundhed er fra Evighed og indtil Evighed”.

Alt er imidlertid ikke væk. Morten måske, men hans fortælling er tilbage. Og nok en.

Dagbogsskriveren snyder nemlig lidt her. For citatet fra Salmernes Bog er ikke gjort færdigt. Det slutter på denne måde: ”over dem, som frygter ham”.

Ved hjælp af lidt citatfusk får han listet Sophie med over i evigheden, og han må således være ved, at han aldrig er blevet kureret for sin forelskelse i Sophie. Han fandt aldrig det ”remedium amoris”, - det middel mod kærlighed, som han som ung havde læst om hos Ovid.

Blicher havde – selv om han var præsteviet - et rodet liv, trods ret gode embeder en katastrofal økonomi og et omfattende forfatterskab.

Han blev nødt til at skrive for at få lidt orden i sin økonomi: ”E Bindstouw” (1827), ”Sildig Opvaagnen” (1828), ”Hosekræmmeren” (1829), ”Præsten i Vejlby” (1829) og ”Trækfuglene” (1838). Dertil en alenlang række fortællinger og digte, som blev publiceret i forskellige populære magasiner.

Blicher troede ikke selv på det, men han var faktisk ret velanskrevet på det københavnske parnas. Især oversættelsen af MacPhersons Ossiandigte fra 1807 vakte genklang.

Det blev fingeret, at digtene var af gammel gælisk oprindelse. Det stemmer ikke, men de romantiske digtere tog overleveringshistorien for gode varer, fordi de dyrkede alle udtryksformer, der kunne tilskrives folkedybet.

Vi har som moderne læsere slet ingen grund til lede efter remedier mod kærlighed til Blichers værker og hans forskellige studier i kærlighedens veje og vildveje.

PS: figuren Sophie er bygget over Marie Grubbe (1643-1718), som var en ung adelskvinde, der fulgte sine egne tilskyndelser. Hun endte sin søgen efter foreningen af kærlighed og lidenskab i et forhold til en ladefoged, og hun sluttede sine dage som kroholder og færgekone.

Holberg, H.C. Andersen, I.P. Jacobsen har beskæftiget sig med hendes usædvanlige liv. I nyere tid har Juliane Preisler og Lone Hørslev brugt Marie Grubbe som motiv.