Skip to main content
Roman

Den islandske nazist

Roman - Sjón: ”Korngult hår, grå øjne”

En lille og intens bog. Om den 24-årige islandske Gunnar Kampen, fundet død i en kupe i det sydvestlige England, stifter af partiet National Befrielse, på vej i tog til et hemmeligt møde i en international nynazistisk verdensorganisation.

Her står to britiske betjente og prøver at få styr på, hvad der er sket. Døde han af naturlige årsager? Blev han likvideret?

Forfatteren Sigurjón Birgir Sigurðsson, kendt under navnet Sjón, tildelt Nordisk Råds Litterarturpris i 2005, skriver et klart og ganske nøgternt sprog. Intenst og overraskende er det, sine steder nærmest krimiagtigt, mens læseren gennem private breve og springende kronologi får tegnet et billede af Kampens opvækst og liv.

En lyshåret dreng, født i 1938, der vokser op i Reykjavik, i efterkrigstiden, hvor nazistiske sympatisører i det skjulte stadig lufter deres overbevisninger. Deres ariske tro på den hvide races overlegenhed og idealer om fysisk styrke, sund livsførelse og åndelig kraft.

Det begynder stilfærdigt med Gunnars  uskyldige medlemskab af cykelforeningen Sleipner og ender med den islandske partistiftelse, benægtelsen af holocaust og kz-lejrenes eksistens og det ariske menneskes ret til at dyrke sin egen kultur.

Sprogtonen er hele vejen igennem afdæmpet, men også ganske realistisk konkret. Sine steder tænker du som læser, at det må ligge en omfattende research bag. Her er en skånselsløs detaljerigdom, der overbeviser om, at det her faktisk har fundet sted.

Brevet til onklen, der sidder fængslet for landsforræderi i Norge, beskrivelsen af cykelforretningen og dens smøreolielugtende indehaver Lúther, og drengens fascination, da han støder på Sleipners logo, den blå skive med solkorset, som tidligere sad foran på herrecyklerne under lygten.

Langsomt tegner der sig et billede af både Gunnar Kampen, men også de nationalsocialistiske tendenser, som stikker deres hoved frem overalt dengang i Island og idag i det europæiske.

Det er ikke så lidt af et kunststykke, at Kampen i lange stræk er skildret som både nysgerrigt og sympatisk menneske, der gerne vil gøre en forskel og forholde sig til sin tid. Engagere sig i sin samtid.

Her er ingen fortænkte psykologiske forklaringer. Bare et i begyndelsen umærkeligt kritisk holdningsskift, der til sidst eksploderer som en dybvandsbombe i hovedpersonens bevidsthed, da de nazistiske krigsforbrydere bliver omtalt som ”martyrerne i Nürnberg”.

Og han ser lyset. En sammenligning med, hvilken skade fake news kan skabe i vort samfund, ligger lige for.

Det er en lille bog i omfang, 120 sider, men ganske præcis, rammende i sin skildring af et menneske, der bliver overbevist nynazist, og samtidig ganske ubehagelig i sin skildring af aktuelle nynazistiske, totalitære tendenser.  

Litteratur til tiden og på den måde knivskarp, klar og rystende læsning.

Roman

  • Sjón:
  • ”Korngult hår, grå øjne”
  • 120 sider, 166 kr., forlaget Grif.
Arkiv