Skip to main content
Spændingsroman

Medrivende videnskabsroman

Roman - Sissel-Jo Gazan: "Uglens øje"

Det er yders sjældent, jeg læser en roman med genrebetegnelsen ”spændingsroman”, men jeg læser altid Sissel-Jo Gazans romaner, hvad enten de er rubriceret som krimier, spændingsromaner eller almindelige romaner.

Fordi Sissel-Jo Gazan skriver medrivende gode og underholdende romaner fyldt med viden og fine portrætter af forskellige typer af mennesker.

”Uglens øje” er en selvstændig fortsættelse til ”Dinosaurens fjer” fra 2008 og ”Svalens graf” fra 2013, og har ligesom dem kriminalkommissær Søren Marhauge, som en af romanens hovedpersoner.

Men ligesom i de forrige romaner i serien krydsklipper forfatteren elegant og effektivt mellem de i hvert fald syv forskellige karakterer i ”Uglens øje” med en tredjepersonsfortæller.

Omdrejningspunktet i ”Uglens øje” er, at et dansk medicinalfirma lancerer et nyt produkt imod svær depression – Trimixal.

Vi følger medicinaldirektøren bag det mirakuløse præparat, Tonny Enggaard, som blandt andet har udviklet produktet for at hjælpe sin hustru, der har levet med alvorlige depressioner hele sit liv.

Vi følger farmakonom Sille Bjergager, der er taknemmelig for, at Trimixal har hjulpet hendes bror Bjørn ud en alvorlig depression, så han kunne få sit drømmejob som sommerfugleekspert på Københavns Universitet. Det har i første omgang også hjulpet Silles mor, der har lidt af alvorlige depressioner, siden Sille var lille.

Og så følger vi selvfølgelig Søren Marhauge, der efter skilsmisse fra Anna Bella (som også er med i de to første romaner) og nogle trælse episoder på sit job selv er blevet ordineret Trimixal.

Søren skal efterforske en sag om et 13-årigt barn, der er forsvundet sporløst på vej hjem fra den rideskole, hvor hun gik. Samtidig skal han hver anden uge være enlig far til 3-årige Theo og 14-årige Lilly.

På et tidspunkt finder en ung forsker ud af, at der er blevet fusket med forskningsresultaterne, inden Trimixal blev sendt på markedet, og at der er langt mere alvorlige bivirkninger ved brug af medicinen, end indlægssedlen og direktøren Tonny Enggaard gør opmærksom på. En kamp på liv og død begynder.

Hvis man som jeg havde glemt handlingen i ”Dinosaurens fjer” og ”Svalens graf”, kan man alligevel sagtens læse ”Uglens øje”.

Det ødelægger på ingen måde læseoplevelsen, men det har givet mig lyst til at genlæse de to første, så det er jeg nu i gang med – perfekt sommerlæsning.

Foto: Robin Skjoldborg

Spændingsroman

  • Sissel-Jo Gazan:
  • ”Uglens øje”
  • 370 sider, 320 kr., Politikens Forlag
Arkiv