Sjælegråt

Sidse Laugesen m.fl.: ”Og en tot græs”

Peter Laugesens datter, Sidse Laugesen, ville fejre sin fars 80 årsdag, hvorfor hun tog fat i fire kinesiske digtere, der alle har mødt hendes far, for at få dem til at skrive et eller flere digte til hendes far. Bogen er en del af Forlaget Korridors særtryk-serie og udkommer i 50 nummererede eksemplarer. Shen Haobo skriver sådan her:

”[Sidse] har bedt

tre kinesiske digtere hun godt kan lide

om at skrive et digt hver

som hun kan gi til sin far

hun vil give dem som gave

oj, Peter Laugesen

din datter vil give dig

verdens fineste gave"

Tænk sig en datter, der værdsætter sin fars digte.

Tænk sig en datter, der vil give sin far digte fra gamle bekendte.

Fra Danmark til Kina – på sin egen måde et spænd over rum og tid – i hvert fald i æstetikken og geografisk.

Tænk sig en datter, som skriver sådan her:

”Ræven, den var her i nat, far,

der lå sne og der var frost,

så man kunne høre dens poter

gå gennem isslaget

først tøvende, så i løb

den sorte skygge som en pensel

omkring huset

og i det grå lys af morgen

vågnede rågerne og steg til vejrs

med en lyd som af blade, der letter.

Hvad vi kunne være, far, penselstrøg ud

over verden, hvirvlende blade på himlen

--”

Der er nogle mindelser til Harald Bergstedts ”Solen er så rød, mor”; det skræmmende ligger underspillet lurende hos Sidse Laugesen, men der er en far, der på den ene eller den anden måde er en tryghed, ved at digtets ”vi” bliver til gennem faren. Digtet er et memento mori – hvis ikke før så i hvert fald i de sidste to linjer.

Samme varme lyder fra digterne. F.eks. hos Yu Jian, der indleder sit bidrag sådan her: ”Peter      vi har ikke set hinanden i mange år        har du stadig hunden?” og i slutningen af digtet lyder det sådan her:

”og i en anden bar        vandrede du som en gud

giv slip nu og grib om den mørke nat”

Hvis ikke vi som læsere kan lære noget om det at leve og være menneske gennem disse linjer, så ved jeg ikke hvad, vi kan gøre. Vores unge skal ikke ensrettes  af økonomiske kalkuler eller forskellige algoritmer. De skal læse digte og fejre livet og døden, de skal blive mennesker først og fremmest.

Først og fremmest menneske, det er Laugesen (senior) også. Asiatisk streng og vidt sansende; skal vi se på danske avantgardister, så er der ingen over Laugesen – ingen der rigtig når ham til sokkeholderne.

Han er en af vores store sammen med de centrallyriske kæmper Søren Ulrik Thomsen og Morten Blok, og sammen med systemdigteren Inger Christensen. Dét er kanonen efter 1970 (for ærlig talt så var 60’erne nok ikke andet end en studentikos bundvending (Rifbjerg var klart bedst fra 1958-60)).

Men Sidse Laugesen har givet sin far en smuk gave – men også alle os andre. Sheng Xing får det sidste ord:

”Farven på dit lange hår                          var sjælegråt

mellem barens skov af ben             så din hund

på mig, der læste op”

Eller næsten det sidste. For det sidste ord får Sidse Laugesen. Hun skriver absolut menneskeligt og stramt æstetisk sådan her om en gammel narkoman:

”ja, han er en stakkel, og ja, han er færdig, og ja, han ved det godt”

For han er et menneske, og Sidse er et menneske, og Peter er et menneske og jeg er et menneske. Ikke mere end det.