Tragisk trekant

Roman - Ryad Girod: "Mansours øjne"

To barndomsvenner bor i samme udland. De er tætte venner, og de deler det hele. Glæder og frustrationer i udlændigheden, arbejdet og dets besværligheder, men også tomgangen, forbrugsfesten og det underlige limbo i ex-pat-miljøet. Drukture, joints og lange køreture i ørkenen.

Vi er nemlig i Riyadh i Saudiarabien, og vores venner er syriske, skråstreg algeriske gæstearbejdere med privilegier. De er til reception på den franske ambassade, når præsident Hollande er på besøg. De færdes i den store Mall, hvor alle mærkevarerne flyder.

Bogen er en lang henvendelse fra vores fortæller til den gode og uudgrundelige ven Mansour. Mansour og hans øjne er i centrum. Mansour skal henrettes, og fortælleren leder os frem mod denne uundgåelige slutning i en ophidset krydsklipning mellem forhistorien og det frastødende show, som regimet og befolkningen gør begivenheden til.

Hvordan kunne det komme dertil? Det er svært at afkode objektivt, fordi fortælleren er så indviklet i historien. Mansours øjne, hedder bogen, den handler om at se og dog ikke se, om blikket, forståelsen, tankernes vandring og alle dem, der ser skævt til hinanden. Fortælleren ved ikke, hvad Mansour ser, og i slutningen kan han ikke få øjenkontakt.

Mansour er oldebarn af en stor mystiker, der blev en åndelig stamfar til Algeriet som nation. Han er selv en slags mystiker i sufi-traditionen, han skuer mod evigheden. Hans røde Chevrolet Camaro bærer vennerne på talrige ekspeditioner ud i ørkenens store vidder, hvor Mansour sidder på sandbjergene, mediterer og vender forklaret tilbage.

Men hvorfor går det galt? Hvordan ender Mansour med at provokere de religiøse domstole i det frygteligt bogstavtro land?

Omvejen går over to forhold. Der er en kræftdiagnose og der er en affære, som gør fortælleren jaloux – eller misundelig (det kan være svært at skelne). Er vores skrækslagne fortæller helt uskyldig?

Hvorfor kommer han til at nævne affæren over for den skrækkelige pakistanske chauffør? Og hvorfor er nogle muslimer så tilbøjelige til at lege halal-politi, hvis andre lever livet på andre måder end dem selv?

Da først retssagen om det rigtige antal piskeslag går i gang, fælder Mansour sig selv med de tvetydige, mystiske formuleringer om enheden med gud. At sige ’Jeg er ham’ kan koste én livet. Kræft eller religiøse dommere uden nåde, det kan være det samme. Både lægen og vores fortæller kæmper forgæves mod sygdommen og mod det syge retssystem, men Mansour virker indforstået.

Det er en historie om de vidder inden i andre, man ikke kan nå. Hele Mansours verden er vores fortæller den nærmeste til at kende, men han er ikke medvider. Han må rekonstruere efter bedste evne.

Hvad de lærte i skolen, hvad forfaderen oplevede, hvordan Frankrig er både løsning og problem for det plagede Mellemøsten, matematik, filosofi og arabiske mønstre. Alle lagene hvirvles sammen i en sandstorm af fatale begivenheder.

Vennen forsvinder, vores fortæller vakler mellem fortvivlelse og fortrøstning. Et liv slutter, men uendeligheden består.

Bogen er et overvældende smukt vidnesbyrd om venskab, men man kan ikke læse den uden at mærke sorg og vrede over, hvordan islam har udviklet sig. Den dominerende saudiske wahabisme fornægter islams oprindelige mangfoldighed, hvor videnskab og mystik havde plads.

På den måde er Mansours øjne en tekst, der på magisk vis forener det personlige og det fælles. Den koncentrerede skildring af venskabet går hånd i hånd med en sorgfuld udstilling af en menneskefjendsk tradition.

Bogen er blevet prisbelønnet, og med fuld ret.