Lang indre, erotisk monolog

Raduan Nassar: ”Galdens bæger”

Et vildt uanstændigt og vidunderligt erotisk skænderi.

Lad det være straks være sagt. Denne lille roman – eller snarere fortælling er helt ustyrlig og gudsbenådet læsning. Stor og uventet fornøjelse.

Raduan Nassar er næppe nogen kendt forfatter på vores breddegrader, og han har gennem sit lange liv heller ikke været produktiv. Han har tre udgivelser bag sig, hvoraf to nu for første gang på dansk modigt udgives af Jensen&Dalgaard: ”Arkaisk jordbrug”, 1975, og ”Galdens bæger” skrevet 1970 og først udkommet 1978. Begge tekster er filmatiseret.

Nu har vi begge fortællinger på dansk i 2020. Hans forfatterskab er udmærket med prestigefyldte litterære priser, bl.a. Camões Prize, som rangerer meget højt i mængden af litterære udmærkelser.

I portugisisk og engelsk kontekst er Nassar trods sin beskedne produktion et stort navn. Han er født 1935 i Sáo Paulo af libanesiske emigranter. Han studerede jura og filosofi, var indtil 1984 aktiv som forfatter.

Han lagde forfatterskabet på hylden for at hellige sig arbejdet med jorden. 2011 donerede han sin bedrift til São Carlos universitet med den klausul, at ejendommen skulle omdannes til campusområde for studerende.

Fortællingen har ganske få kapitler: ”Ankomsten”, ”I sengen”, ”At stå op”, ”Badet”, ”Morgenmaden”, ”Skideballen” og ”Ankomsten”. Den udspiller sig over et døgns tid, og der en ganske få handlingsstrenge.  (Herunder forfatteren selv, Raduan Nassar)

En ældre mand med tilbøjelighed til misantropi modtager på sit landsted sin yngre kæreste, der er journalist og bosat i byen.

Allerede i de første linjer sættes de erotiske undertoner, der bærer fortællingen fra begyndelse til slut. Fortælleren er manden, bortset fra det sidste lille afsnit, hvor kvinden er fortælleren.

Fortællingens hovedkapitel er det om ”Skideballen”. Den sættes i gang, da fortælleren opdager, at en koloni af bladskæremyrer har forgrebet sig på en af hans hække. Og så går det løs med et indre verbalt raseri, som måske også forstærkes af hendes bemærkning efter elskoven: ”jeg har ikke fået for meget, men jeg har fået nok”.

Den indre rasende monolog slår kun ud i ganske få replikker som ”din lille fupmager” og ”din lille lortejournalist”, og ind i de indre eksplosioner blander sig sociale og kulturelle problemstillinger. Vi er i 70’erne, hvor intellektuelle sværmede for de undertrykte.

Men bag disse 70’er problematikker er der et erotisk magtspil, hvor manden måske er den magtfulde: ”og hendes øjne svarede mig straks i et skrig … som sagde de ”flå mig, riv mig til blods, træd på mig”. Det sidste kapitel peger muligvis på en helt anden type relation.

At vie 88 sider til udfoldelsen af et indre raseri, hvis kulmination har erotisk-ekstatisk karakter, og som udspilles som en indre monolog kræver et greb, der får læseren med ind i raseriet.

Her sker det gennem en lang indre monolog, som i hvert af kapitlerne er bygget op som en lang sætning bestående mest af sideordnede hovedsætninger, der er kædet sammen både uden bindeord og med bindeord.

Dette enkle retoriske trick gør læsningen ganske ubesværet, og giver raseriet en rytme og musikalitet, der fastholder læserens fulde opmærksomhed.  Det er simpelt hen nødvendigt at læse hvert kapitel i et stræk. Det er mesterligt gjort - undertiden også morsomt.

Og så er det lykkedes oversætteren Tine Lykke Prado at fastholde tekstens musikalitet i et letflydende dansk.