Pixibøger for voksne

Brøgger, Bang Foss, Hagen og Ørntoft: ”Fire essays”

Novellix? Hvad er det nu for en størrelse? En lille nydelig papæske med fire gode danske forfattere ligger på bordet foran mig. Og indeni venter …

Forfatterne Suzanne Brøgger, Theis Ørntoft, Kristian Bang Foss og Christina Hagen, der skriver hver sit personlige essay om hver sit emne. Der så på ganske indsigtsfuld vis alligevel hænger meget godt sammen og perspektiver vor samtid og her, hvor vi står lige nu.

Brøgger skriver i ”Dannelsens Utopi” om, hvordan man bliver den, man er. Selvfølgelig med udgangspunkt i sig selv, og hendes livsvarige, letsindige omgang med litteratur, verdenshistorie og kærlighed.

For det er ikke sikkert, at vi alle sammen lige klarer at finde vore egne ben i tilværelsen og når frem til afklaring og indsigt. ”For det er den samme kraft, der bruges, når man udvikler sig, som når man ødelægger sig selv. Og når man er ung, kender man ikke altid forskellen.”

Klog og tænksom tekst fra klog kvinde.

Kristian Bang Foss forsøger at få lov til at besøge Moderniseringsstyrelsen med henblik på at skrive en artikel til kulturmagasinet Atlas. Efter mailkorrespondance frem og tilbage og telefonsnak med en pressemedarbejder – får han afslag med begrundelsen, at Moderniseringsstyrelsen ”desværre ikke havde mulighed for at invitere mig indenfor”.

Det lykkes alligevel forfatteren at få lidt indblik i, hvad de egentlig arbejder med derinde, da han mødes med en anonym kilde på en café. Titlen ”Nervøsitet i nulfejlskulturen” er både ganske sigende, og teksten selv underdrevet finurlig i sin skildring af styrelsens angst for at komme i offentlighedens lys.

Christina Hagen besøger en gammel veninde, fotografen Fryd, i Hvide Sande, hvor hun er vokset op og stadigvæk bor hos sin gamle far, når hun er hjemme fra New York. Det er en enkel registrerende tekst, der ganske nøgternt skildrer besøget, mens Hagen stiller spørgsmål til Fryd.

Om den megen sorg Fryd har oplevet. Om dødsfald i den nærmeste familie og blandt nærmeste venner. Først hendes broder, så søster, så en skoleveninde, en ven og til sidst hendes mor.

Det er en fornem tekst, der elegant balancer mellem reportage, essay og portræt, mens læseren føler og kommer ganske meget tættere på den stærke Fryd, der aldrig dømmer eller vurderer, men hele tiden forholder sig konkret til nuet. Med døden og sorgen som uadskillelige følgesvende.

Endelig filosoferer Theis Ørntoft over, hvad det betyder for os, at ulven igen er dukket op i det danske landskab. Hvad er det vi frygter? Og hvad fortæller den frygt om os selv?

”Dagene i Paradis er ovre” hedder overskriften, og den fortæller, hvordan Ørntoft ser ulven som et sendebud og et varsel om, at vi selv er natur. At vi er underlagt noget større, som vi ikke selv kontrollerer.

Lige som eks-præsident Donald Trump et tegn på, at vor moderne, trygge og forudsigelige verden nemt kan bryde sammen – at vor eksistens afhænger af noget større og alt for ofte ikke erkendt. ”Husk menneske! Universet er ikke til for dig. Husk det, eller det skal blive din undergang”.

På den måde tager Ørntoft håndfast greb i vor genstandsløse angst og viser, hvordan en konkret frygt – her den farlige ulv – kan vække os til ny erkendelse og få os til at forstå os selv og vor samtid bedre. Og dermed måske også udløse handling.

Den lille nydelige papæske med ganske sprængfarlig tekst kan fint fungere som alternativ til den traditionelle vært- eller værtindegave, til og for dem, der ikke er bange for at få tænksomme kulturvitaminer.