Fra pik til køn

Digte - Pia Tafdrup: ”Berøringen af hud”

Med ”Berøringen af hud” færdiggør Tafdrup sin store sansekvintet, der blev påbegyndt i 2014. Det er enkle og smukke bogværker i hellærred; denne gang i sort med rød og hvid skrift.

Tafdrup har, med en del af den 80’er-generation hun er en del, altid haft en interesse for kroppen. Derfor er det måske heller ikke så mærkeligt, at hun sent i forfatterskabet går i dybden med kroppen: lugte-, syns-, smags-, høre- og følesansen. ”Berøringen af hud” kredser omkring netop følesansen og er inddelt i ni suiter.

Men det er ufarligt. Med det mener jeg, at det er en meget pæn krop, der kommer os i møde. Dertil kommer, og jeg anser Tafdrup for at være en af vore eksistensdigtere, at digtene ikke rigtig tør tage fat om huden. I første suite hedder det f.eks.:

”huden er en del af mit immunforsvar,

den værner mig

mod svampe, bakterier og vira”.

Jamen det er da rigtigt, men det er ud fra en forestilling om poetisk ladet sprog, altså dette at vi må skrælle fyldstoffet væk, temmelig banalt og det skaber en blokade for den energi (gennem tanke og sansning), som poesien er forpligtet på i min optik.

Det er en generel anke i forhold til bogen – sproget er fuldstændig afladt (og måske netop også og især derfor ufarligt).

Også berøringen er ufarlig, som når vinden ”kærtegner tindinger og håndflader / kæler for indersiden af mine underarme” eller når digterjeget kan ”mærke vandet kærtegne huden”.

Det bliver næsten for nysseligt, hvilket også ses i digtet ”Damen holder om enhjørningens horn. En gobelin”, der udlægges nådigt af Tafdrup: ”når dit køn i min hånd lever sit eget liv” … ville det ikke bare have været befriende, hvis hun ikke havde skrevet ”dit køn”, men i stedet din pik.

Cirka en tredjedel inde i samlingen står digtet ”Rører ved forfaldet”, der også, hvis man fokuserer på den sidste tredjedel, er samlingens bedste. Tafdrup skriver gerne inden for et dagligdagssprogligt register, men så falder dette absolut skramlende ord ned mellem linjerne: ”Stryger hånden over en kjoles fragile stof”. Fragil? Hvorfor ikke bare skrøbelig eller endnu bedre, når nu huden fylder så meget, porøs?

I noterne refererer Tafdrup bl.a. til den franske kropsfænomenolog Merleau-Ponty og den østrigske filosof Wittgenstein i forhold til et digt, der kredser om kroppen og smerten. Men disse to referencer tilfører ikke digtet noget, de kaster ikke en anden horisont af sig eller sætter andre rammer, det bliver, for mig at se, ikke andet end et privat dikteret vedhæng.

I bogens sidste tredjedel bliver den tøhø-tøffende konklusion på et digt, at ”inderlige tungekys”.

”ikke bare modvirker allergi,

men tilmed heler mit immunsystem”

Ja ja, det er fint og ganske sødt erfaret og med et skævt smil. Jeg ser det skam; men er det virkelig nok?

Andre steder bliver digtet simpelthen bare banalt efterplaprende som f.eks. i coronadigtet, ”Flagermuseffekten”, hvor det blandt andet hedder:

”Vi savner at sidde sammen i teatrene, i biografmørket,

le og græde sammen,

gå til koncerter, på udstillinger”

Det har været den offentlige klagesang i næsten to år; en offentlighed, der, lidt som Tafdrups digte, ikke formår at bære tilværelsen vilkårlige tildragelser, ikke tør kigge ned i afgrunden – men i stedet eksistentielt forkælet begræder underholdningstabet.

Men kan man virkelig tillade sig at give en af Danmarks mest anerkendte nulevende digtere to stjerner?

Ja, fordi sproget, som jeg allerede tidligere har sagt, er afladet. Sproget i ”Berøringen af hud” er simpelthen kedeligt, det spænder bemærkelsesværdig smalt, hvilket får den konsekvens at digtene ikke er deres tematik voksen.

Digtene bliver eksoterisk fortællende og dermed mister de i refleksivitet og umiddelbar spændstighed.

Foto: Simone Lilmoes