Brandslukning

Peter Sloterdijk: "Prometheus’ anger".

Den græske myte om Prometheus er en voldsom historie. Prometheus hørte til den ældre generation af guder, titanerne, fra tiden før Zeus og de andre olympiske. Prometheus er som type en såkaldt ’trickster’, dvs en drillegud, en spielverderber, en Rasmus Modsat.

Man fortæller om Prometheus, at han organiserede verdens første offerritual. Efter slagtningen af offerdyret delte han kadaveret i to dele.

Det lækre kød pakkede han ind i det ikke særligt lækre skind, mens knoglerne blev skjult under et lag af attraktivt fedt.

Så bad han Zeus vælge, hvad han helst ville have, og han valgte fedtet.

Den anden dynge tilfaldt så menneskene, og siden dengang gør man sådan, hver gang man ofrer.

Knogler og fedt brændes af til guderne, mens mennesker kan gå derfra med de skind og det kød, som de kan have mest gavn af.

Den vigtigste historie om Prometheus er dog den om ilden. Zeus og de andre frygtede menneskenes stigende selvbevidsthed og besluttede at holde ilden tilbage fra dem.

Men Prometheus ville det anderledes.

Han stjal ilden fra Zeus på Olympen, gemte den i en hul stængel og bragte den tilbage til menneskene, så de kunne klare sig selv. For denne civiliserende indsats måtte Prometheus lide den hårde straf at blive lænket til en klippe og hver dag blive hakket i leveren af en ørn.

Når Sloterdijks essay om bæredygtighed og grøn omstilling har fået navn efter Prometheus, skyldes det ild-myten.

Ildens gave har beriget menneskers tilværelse. Med ilden kan man gøre mad spiseligt og udvikle redskaber, der forandrer produktion, transport og konsumption. Ildens gave har ændret verden.

Da vi så fandt de fossile brændstoffer, kul, olie og gas, forandrede det samfundene. Vi gik fra et hårdt fysisk arbejde med mange begrænsninger til en helt abstrakt forståelse af både arbejde og energi.

Den industrielle revolution blev mulig på grund af denne tilsyneladende uudtømmelige energikilde, og vi lever nu i slutningen af den tidsalder, der satte ild til depoterne.

I stedet for slaver fik vi maskiner, og vi opretholder den moderne livsstil i kraft af denne afbrænding. Vi havde udbytning af slaver, nu har vi udbytning af naturen.

Men nu er anden fase indtrådt. Prometheus’ ild er ikke længere fremskridtets tegn, den er blevet ødelæggende og undergraver menneskehedens mulige fremtid.

Hvis Prometheus kom igen, ville han skamme sig og angre. Prometheus’ anger er altså selvbesindelsens tid, vi skal indse, at vi lever på lånte og begrænsede ressourcer.

For Sloterdijk at se kræver dette en ny mentalitet, der vil få svært ved at trænge igennem. Vi er nemlig vanedyr, der styres af bekvemmelighed og forbrug, og den ’pyromaniske Internationale’, de olieproducerende lande og firmaer, giver ikke op så let. Der vil blive brug for alle vores kræfter og ideer.

Vi skal ned i skala, bo i mindre enheder, udvikle nærdemokrati. Teknologisk skal vi genfinde balancen og kun bruge den energi, der aktuelt er til stede og kan indvindes.

Men først og fremmest skal vi angre.

Prometheus’ anger er nødvendig, fordi vi skal forstå, hvad vi har gjort.

Om hundrede år vil man undre sig over, at vi lod tilfældige nationer og firmaer beholde deres ’ukrænkelige plyndringsprivilegier’. Det vil være lige så uforståeligt til den tid, som koloniseringerne er for os nu.

Hele gennemgangen af problemet med energien er præget af Sloterdijks store overblik og hans indlæste og gennemlyste brug af traditionen.

Undervejs i den intellektuelle tour de force ryger der dog nogle finker af panden.

Det er let nok at forstå, at Sloterdijk må være kritisk over for Kina, det er derimod vanskeligere at se, at han behøver kalde FN absurd eller lange ud efter kvindesagen.

Det lille tætte essay er oversat af Per Jepsen, og det har ikke været nogen nem opgave.

Gennemgående er problemerne løst godt, men der er enkelte steder, hvor tyske gloser og sætningsstruktur skinner lidt for tydeligt igennem.

Læs den lille bog, hvis du savner et større perspektiv på den nødvendige omstilling, men vær forberedt på, at det er en tekst, der kræver koncentration.