De sidste ord

Digte - Peter Poulsen: ”Opslugt af livet”

At være opslugt af noget kan betyde at være intenst beskæftiget med noget. Det var Peter Poulsen: han levede intenst og var måske også hård ved sig selv: ”Man sidder tilbage med alkoholisme og gæld.”  

Det kan også være omvendt: livet æder sig nedbrydende ind på og ind i det enkelte menneske. Et digt beretter om en flyvetur Rønne til Kastrup – galgenhumoristisk slutter det: ”Første vej vi drejer ind på / hedder betegnende nok / Terminalvej.”

”Opslugt af livet” er Peter Poulsens sidste digte. Han nåede at gøre færdiggøre samlingen kort tid, inden han som 84-årig døde i august 2024.

Peter Poulsen debuterede i 1966 med digtsamlingen ”Udskrifter.” den lå i forlængelse af modernismen.

I løbet af 70’erne flytter Poulsen sin tematik i retning af bekendelseslitteraturens optagethed af kønsroller – men hans formsprog ender ikke i den knækprosa megen 70’er-litteratur blev berygtet for.

Hans retorik er gennemsyret af rytme – stærkt inspireret af moderne jazz, som ofte ledsagede hans oplæsninger af egne digte og af overraskende metaforer og symboler. Det gælder også denne digtsamling.

”Opslugt af livet” begynder med begyndelsen - med digtet ”Første nat i mit Liv”. De to første strofer af fem handler om at komme til verden. De tre sidste handler om at forlade den igen.

Og dermed er samlingens grundtema markeret, og i samlingens sidste digt rundes poesi og liv af: ”Kære bedemand /læg mig i kisten / blot med en rød sløjfe om livet”.

Han skaber med blid humor metaforer for den mentale opløsning: ”Der er ingen kop rundt om kaffen / ingen karton som afgrænser mælken / ingen form som holder indholdet inde”. Den type uventede billeder er der en del af.

Og de afbøder sammen med digtenes rytme det triste og uafvendelige med en blid munterhed. Kærligheden til poesien og livet ledsager poeten mod det uafvendelige. Og gør digtene mindre dystre.

Samlingens enkelte digte kredser om det uundgåelige for det lyriske jeg: at ”mørket er alene tilbage / i selskab med mørket”. Digtene kan naturligvis læses hver for sig, men set under et danner de et forløb mod opløsningen. Både digterens egen og vennen Henrik Nordbrandts død.

Trods det tragiske tema bliver livsrejsen mod den røde sløjfe af og til afbrudt af en ironisk, satirisk distance til det omgivende samfund. F.eks. pirker han i et par digte ved vores optagethed af det danske og vores livsløgn om, at vi sammen med finnerne er verdens lykkeligste folk.