Barnligt alvorlige

Digte -Peter Poulsen: ”Onde drømme"

Der er en egen ligefremhed over Peter Poulsens digte. Gerne kombineret med filuragtig munterhed.

Måske det er derfor, at han ikke bliver agtet så højt, eller er direkte ukendt for mange herhjemme.

Skønt nogen selvlært grønskolling er manden ikke. Født i 1940, læste litteraturvidenskab på Københavns Universitet og blev ansat som korrekturlæser på Politiken, hvor han arbejdede, da hans debutdigtsamling ”Udskrifter” udkom i 1966. Udover digte også romaner, noveller og skuespil. Langt over 30 værker.

Efter et toårigt ophold i Brasilien læste han portugisisk og begyndte at oversætte sydamerikansk og europæisk litteratur og er kendt for at have introduceret den portugisiske forfatter Fernando Pessoa til danske læsere. 

Alvorlig kan han også være midt i det livlige, og døden er da også til stede i denne samling, men ikke som en truende undertrykker. Snarere som en realitet, der uimodståeligt rykker nærmere.

Også når du, som Poulsen er blevet 80 år og snart bliver 81 – 29. juli i år. Poulsen var selv tæt på for en del år siden, hvor hans hjerte var ved at stå af. Så det er både alvor og en insisterende form for barnlighed, der præger hans digte.

Eller som han selv er citeret for at have sagt: ”i bedste forstand kan dødens nærhed reetablere en barnlighed i digteren. En uforstillethed, som man godt kan glemme, når man har været voksen i så mange år”

Og så går det ellers løs i den livfulde og samtidig alvorlige samling med titlen ”Onde drømme”. En titel, som har rod i et forfattercitat af Charles Simic – ”Gamle mænd har onde drømme, derfor sover de så lidt”

En to - tre korte eksempler – først digtet ”Pandemi”

Kinesiske flagemus

Lukker mit fitnesscenter

Og tvinger os til at kneppe

Med to meters afstand.

Enkelt, men også spidsfindigt humoristisk. På den måde er Poulsens lyrik også altid båret af et befriende opgør med småborgerligheden og dens snærende konventioner, der undertrykker ens muligheder og frirum.

Ganske flabet og ikke så lidt i stil med Store Klaus, altså Klaus Rifbjergs tidlige digte, som ”Konfrontation” fra 1961.

Men tonen kan også blive politisk bidende, som i et af de to digte om det nyfacistiske højredrejede parti AfD – Alternative für Deutschland:

En aften i 1936 stod Stefan Zweig

På Operapladsen i Berlin

Og så på at de brændte hans bøger

Som ikke var stupide nok

Til at være rigtig tyske.

En dag vil de brænde andre bøger

Af andre forfattere

Som ikke ligner Stefan Zweig

Kun dem der brænder bøger

Ligner sig selv.

På en gang er det jo nærmest nøgent. Ligefremt forståeligt, men også muntert. På kanten af det letsindige, men også flabet udfordrende både i indhold og stil. Let i tonen, men ikke uden sørgmunter plagethed. Sådan som det også er at læse i andet digt om AfD:

Alternativet er prøvet før

Man får ondt i armen af det.

To linjer, der er båret af både harme og historisk bevidsthed om, hvordan nazisterne kom til magten i det tyske rige. Sieg Heil!

Nyd Poulsen livfulde, livskraftige poesi, som på en gang er umiddelbart forståelig og  alligevel rummer underliggende, gnistrende dybder.