Av for satan

Digte - Peter Laugesen: ”Steder på vejen”

Der er det ved det banale, at det er sandt. Præcis i den betydning er Laugesens digte i “Steder på vejen” sande.

Men der er også det ved det banale, at nok er det sandt, men det er belastet af det værende, som det er. Præcis i den betydning er Laugesens digte derfor ikke digte.

De er heller ikke ret meget andet - jo, udvandede tegn mellem tuer af selvfølgeligheder. Præcis på den måde bliver Laugesens digte ikke engang læseværdige.

“fri til at sige noget ingen har bestilt” (hvor havde det været befriende, hvis der celansk havde stået Ingen), skriver Laugesen og trumfer det:

“fri til at stå på den anden side i mørket
og høre stjernerne hviske”.

Så snublende tæt på at bevæge sig ud over den poetiske søbemad; blot for at ende i stjernernes stilhed. I den kosmiske indifferens er stjernerne vel netop ikke andet end en privat sag? Laugesen formår her, at begive sig ud i ‘telling’, opløftet af sin sansnings skrivebordsskuffe.

Nuvel, javel - én gang til:

“den naturlige stemmeføring

dyr

klovn

græs

sidde

på en sten

som en vagabond”.

Opremsningen af det værende ispædet et par linjer fri dressur stadfæster haikuens metafysik, men er uden sansen for øjeblikket uanset, hvor hårdt begæret det sanses.

Det er i denne samling Laugesens vildt tungevridende og eklatant uformående poetiske gestus.

Det banale bliver et benspænd og samlingen et vidnesbyrd om, hvad der sker, når man smadrer sit poetiske fjæs i asfalten. 

Av for satan!

Foto: Simon Knudsen