Skip to main content
Fagbog/historie

Jul i Helvede 1942

Fagbog - Peter Harmsen: ”Den mørkeste vinter”

Peter Harmsen, født 1968, er en dreven skribent og historiker med speciale i Rusland og Kina. Han har skrevet for Jyllands-Posten, Information og siden 2007 fast for Weekendavisen, altid med lødige og veldokumenterede artikler overvejende om storpolitiske emner og hyppigt med blikket fæstnet på østen.

Nu har han dristet sig ud i en omfattende kildeindsamling, koncentreret om julemåneden i 1942, hvor store dele af kloden var kastet ud i besættelser og krigshandlinger af mere eller mindre bestialsk karakter.

Kilderne er mangfoldige. Det er rent ud et imponerende antal biografier, brevsamlinger, erindringer, sekundærlitteratur samt avis- og tidsskriftartikler, der er blevet gennempløjet af Harmsen og hans medarbejdere for at give et signalement af verden i en periode, hvor man så svagt begyndte at tro på et bedre liv.

”But it is, perhaps, the end of the beginning”, som Winston Churchill sagde i sin tale i oktober 1942 efter slaget ved El Alamein. At der skulle gå yderligere fire år, før mareridtet fik en ende, kunne ingen selvsagt vide.

Med Harmsen i hånden kommer vi hele kloden rundt, thi ingen nationer kom uskændet gennem 2. verdenskrig, og der aflægges vidnesbyrd hos både de gode, de onde og alle midt imellem.

Det bliver til et gigantisk kalejdoskop af beretninger om frygt, sult, fornedrelser og fortvivlelse iblandet spinkle forhåbninger om muligheden for et bedre liv på den anden side af inferno.

Den jødiske Frieda Grüneberg vandrede i dyb sne over grænsen til Schweiz, hvor friheden ventede. Sammen med sin mand og belæsset med bagage var hun lige kommet over grænsen, da hun opdagede, at hun havde mistet sin håndtaske.

Hun vendte derfor tilbage, og blev omgående arresteret og låst inde i en toldbygning. Her hængte hun sig i en løkke, lavet af sammenbundne lommetørklæder.

Modstandsmanden Zuckerman gik juleaftensdag gennem Krakows gader med en kugle gennem benet og støvlen fyldt med blod i en desperat jagt på at finde et sted, hvor han kunne søge tilflugt. Omsider forbarmer en portnerske sig over ham, men advarer: ”Det er strenge tider, og vi bliver til ulve”.

På den anden side hører vi om propagandaministeren Joseph Goebbels juleforberedelser med de højt elskede børn – som han i 1945 tog livet af, før han og Magda begik selvmord – samtidig med at han i adventen havde travlt med at udøve sin omfattende promiskuitet.

Harmsen citerer loyalt dokumenterne, kommenterer klogt og fletter dem overlegent sammen i 12 kapitler, der har hver deres geografiske afgrænsning.

Umiddelbart kan det virke en smule diffust, men det er ikke desto mindre inciterende læsning, og stærkt bekymrende i disse tider, hvor krigen står på alle forperroner – igen.

Portrætfoto: Niels Christensen.

Fagbog

  • Peter Harmsen:
  • ”Den mørkeste vinter”
  • 304 sider, 299,95 kr,, . Lindhardt & Ringhof.
Arkiv