Per gør status

BOG/JOURNAL - Per Petterson: ”Mit Abruzzo”

Den norske ”halv-frederikshavner”, forfatteren Per Pettersons, foreløbigt sidste bog udspringer af en regulær skriveblokering.

Hver dag går han ned til skrivehytten deroppe ved sin gård for at forsøge at skrive på sin nye roman med arbejdstitlen ”Nattsvømmere”. Men der kommer ikke brugbare ord, der kommer ikke nogle tanker, der kommer intet, det er simpelthen fortvivlende.

Pettersons forrige roman ”Mænd i min situation” var også længe undervejs, hele seks år, men det her er værre. Der sker ingenting.

Så er det, at Per Petterson finder en kattelem ud af sin totalt lammede skrivelyst. Hvad nu, hvis jeg blot registrerer, hvad der sker omkring mig? Fører en slags detaljeret journal. Så kommer der ord.

Hvordan vejret er? Det er hamrende koldt. Hvad coronaen gør ved én? Petterson venter utålmodigt på at blive vaccineret. Hans Jeep Cherokee, som er på værksted? Det bliver sikkert frygteligt dyrt.

Langsomt vokser teksten frem, og bliver til bogen, som ligger foran mig, mens disse linjer skrives. Skrevet i perioden 29.1 – 18.7.2021, hvor forfatteren fylder 69 år, og faktisk fejrer den i sit sommerhus i Kæret, nord for Frederikshavn.

Per Pettersons mor var dansk, født i Frederikshavn, og hans bedsteforældre boede i byens Lodsgade. Mor blev gravid og smidt ud af det indremissionske hjem og bosatte sig i Oslo.

I mange år vendte hun og hendes norske mand hjem til Frederikshavn på sommerferie, men da bedsteforældrenes lejlighed blev for lille, købte Petterson-familien et faldefærdigt sommerskur i Elling Kommune. Beklædt med eternitplader og klamt papbeklædt indvendigt. Her tilbragte forfatteren hvert år sine lykkelige barndomssommerferier, og han har stadig sommerhuset.

Ikke det samme, men et nyt præfabrikeret. Købt for den erstatning han bl.a. fik, da hans mor og far, en bror og en kusine omkom i mordbranden på Scandinavian Star i 1990. En livsændrende begivenhed, som har farvet Pettersons forfatterskab. Uden at det nogensinde er blevet til en 1:1-skildring i hans romaner.

For at finde sandheden, når du skriver litteratur, er du nemlig nødt til at ”digte til” for at finde den. Det gør Petterson så ikke her – han digter, altså ”lyver” ikke, men netop den minutiøse skildring af hverdagen, giver plads til et ganske magisk og intimt billede.

Både af forfatteren selv, med hans ADHD-diagnose, hans fysiske småskavanker, hypokondri og trivielle hverdagsbekymringer, og samtidig kan han så alligevel ikke lade være med at fortælle om alt det, som litterært har formet hans liv og hans forfatterskab.

Det er mageløst direkte skrevet, lige ud af posen, og en fornøjelse at læse.

Ikke alene for denne skribent, som selv er født og opvokset i Frederikshavn og snildt kan genkende Pettersons beskrivelser af naturen, Roses nu nedlagte boghandel i Søndergade og det flade marehalmslandskab ved Rønnerne, hvor jeg selv har badet som dreng.

Men også for andre, fordi Petterson i mange år arbejdede i en stor god boghandel i Oslo og herigennem fik et læsende førstegangskendskab til en række moderne, ofte udenlandske forfattere, som læseren kommer tættere på gennem hans beskrivende vurderinger og personlige møder med. Det giver mod og appetit på at kaste sig ud i læsning af ukendte titler og forfatterskaber.

Det er en bog, som også som underliggende forudsætning ikke bliver dårligere af, at du faktisk har læst i det mindste et par bøger af halvfrederikshavneren. Så det er da bare at komme i gang.

Du kunne begynde med ”Ud og stjæle heste”, oversat til 50 sprog, solgt i over en million eksemplarer, eller erindringsromanerne ”Til Sibirien”, om en ung dansk kvindes opvækst i havnebyen Frederikshavn i 30-erne og 40-erne, eller ”Jeg nægter” og ”I kølvandet”. Eller måske ”Jeg forbander tidens flod”, som gav ham Nordisk Råds litteraturpris i 2009.

Forfatterskabet er ikke måske ikke sidemæssigt voldsomt stort, men interessen for at bore ind bagved og finde ud af, hvordan du selv er blevet formet af samfund, familie og klasseforhold, er altid lysende sandhedssøgende og klar.

Og så er Petterson jo jævnaldrende og lige som denne skribent opslugt af rockmusikken som den formede sig og formede os fra midt-60’erne, satte os fri og viste en anden vej i livet, med Dylan, Joni Mitchell, Van Morrison med flere.

En af Pettersons beundrede forfatter er den jødisk-italienske forfatter Natalia Ginzburg, og han er vild med hendes ”Familieleksikon”, som han genlæser i bogen. Dens titel ”Mit Abruzzo” er en diskret hilsen og tak til hende.

Ginzburg og hendes mand var antifascister og blev sendt i eksil i det fattige italienske Abruzzo under Mussolinis regime. Netop for at hæmme og straffe forfatterskabet. Sådan som Petterson også føler sig skrivelammet

Bogen er skrevet og tænkt som en slags hjælp til selvhjælp til den ordløse, strandede fiktionsforfatter, men ender hurtigt med at blive gevaldigt interessant også for os andre -os læsere.

Netop med sin direkte skildring, hverdagstonen, det ”ulidelige” direkte fokus på egen navle, som så løfter sig op og bliver farvet af erindringer, læseoplevelser og egne bud på, hvad der er vigtigt her i livet.

Mageløst!

Foto: Baard Henriksen