Skip to main content
Essay

Havet, havet

Essays - "Patrik Svensson: Havet og mennesket"

Er man født og opvokset ved havet, har man det dybt lejret i organismen. Havets brusen eller kogen, gusen og det fabelagtige luftrum, der følger med, når havet laver kulisse for ens tilværelse, bliver til et helt fundamentalt element i livet.

Og man tænker med bekymring på de stakler, der bor i Ikast eller Døvling, og blot har havet som en fjern slægtning.

Den svenske forfatter Patrik Svensson, født 1972, der med stor succes skrev ”Åleevangeliet”, begiver sig nu atter ud på åbent og dybt vand.

Han starter med et galaktisk perspektiv på den blå planet, og bevæger sig fra barndommens hæmningsløse fascination af vand og havdyr over i en beskrivelse af den begærlige nysgerrighed, som drev uforfærdede søfarende ud på halsløse togter. 

Eksempelvis portugiseren Magellan, der sejlede mod vest med næsten 300 mand i flåden. De døjede ufattelige lidelser og levede af rotter og seletøj. Magellan selv blev til sidst skåret i småstykker, og kun 18 mand vendte hjem til Middelhavet – hvilket dog på ingen måde satte en stopper for udfærden til eksotiske egne af kloden.

Et kapitel er helliget hvaljagten med kaskelotten som ufrivillig hovedperson. Francis Olmsteds minutiøse dagbog fra et langvarigt togt udkom i midten af 1800-tallet, og sparkede Herman Melville i gang med at skrive klassikeren ”Moby Dick”.

I århundreder færdedes de søfarende på overfladen af oceanerne uden at have det bitreste kendskab til populationen i det gigantiske dybhav. På det område er man i nyere tid kommet langt, men alligevel er vores viden efter 540 ekspeditioner, som involverede 2.700 forskere i forsøget på at kortlægge livet i havet, stadig begrænset.

Bogen citerer marinbiolog Rachel Carson: ”…de gåder, som skjules nede i havets dybe og hvirvlende afgrunde, er større end alle dem, vi allerede har løst.”

Den ludfattige, skotske bager, Robert Dick, var fra barnsben manisk optaget af naturfænomener. Fra sit beskedne brødudsalg i Thurso Bay i Nordskotland gennemførte han utallige ekspeditioner ud i nærområdet for at indsamle gevækster og forsteninger.

Hans store scoop kom i 1863, hvor han fandt forsteningen af en skjoldfisk i fuld figur, men ikke før i 2014 fandt man ud af, at det drejede sig om det første væsen i biologiens historie, som kunne udføre intern befrugtning – da kom sex til verden.

Beretningen om Robert Dick er rørende, og det gælder i høj grad også portrættet af den tidligere citerede amerikanske marinbiolog Rachel Carson. Hendes benhårde og utrættelige kamp for anerkendelse i et mandsdomineret forskningsmiljø, og hendes personlige livshistorie er hele bogen værd.

”Havet og mennesket” består af en række selvstændige essays, hvor man måske umiddelbart kan blive en smule desorienteret, men alt falder på plads, for gennem hele bogen løber havet.

Hav, fotograf: Hans Nielsen)

Forfatterportræt, fotograf: Emil Malmborg

Essays

  • Patrik Svensson: ”Havet og mennesket”
  • Original titel: ”Den lodande människan. Havet, djupet och nyfikenheten”
  • Oversættelse fra svensk; Søren Vinterberg
  • 240 sider, 299,95 kr,. Gad
  • Udkommer i dag - 2. marts.
Arkiv