Rablende internetkritik

Roman - Patricia Lockwood: ”Ingen taler om det”

Det her er en bog, som ingen anden jeg har læst. Den har ikke nogen egentlig historie.

Den farer afsted som en endeløs række af opslag på internettet. Små selvstændige indlæg, der sagtens kan læses hurtigt og give mening.

For de er så veloplagte. Knitrende som flødekaramelpapir. Og fyldt med overraskende billeder. Og samtidig med bid.

”Hun rejste sig og gav ham et knus, hun kunne ikke gøre for det. Han føltes lige så skrøbelig som et link i hendes arme”.

Langsomt tegner der sig et billede af en kvinde, der bliver fulgt af tusinder af fans på internettet. Hun er så populær, at hun optræder rundt omkring i verden med andre interneteksperter.

Efterhånden som du læser dig fremad, gennem de mange i begyndelsen ikke sammenhængende indlæg, danner der sig et billede af en kritik – et forsøg på sammen med andre at gøre oprør mod kapitalismen, diktatoren og præsidenten.

Men på intet tidspunkt former der sig for alvor en sammenhængende rød fortælletråd. Den må du selv skabe. Ganske ligesom når du selv surfer på internettets social medier, hvor søde katte, skoleskyderier og daværende udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) strammerlagkage, da hun i 2017 fejrede sine 50 stramninger på udlændingeområdet, har lige meget værdi.

Du må selv skaffe dig en mening med dette informationskaos.

På den måde minder bogen om, eller rettere afspejler den ret præcist vores, din og mins brug af de sociale medier.

Samtidig er den netop i kraft af sin rablende og uforudsigelige form sine steder ganske hylemorsom. Et citat:

”Hun var blevet berømt for et opslag, hvor der ganske enkelt stod: Kan en hund være tvilling? Det var det hele. Kan en hund være tvilling. Det havde nået det stadie af gennemslagskraft, hvor teenagere lagde grædende emoijer op til hende. De gik i high school. De ville huske ”Kan en hund være tvilling?” i stedet for den dato, Versaillestraktaten blev underskrevet, hvilket hun, hvis hun skulle være ærlig, heller ikke vidste”.

Undervejs i bogen støder vor kvindelige blogger på det, hun kalder Portalen, et kritisk forum, hvor hun møder andre, der forholder sig skeptisk både til internettet, men også klimaforandringer og hele den totalt uoverskuelige økonomiske usikkerhed og forvredne magtbalance, der kendetegner vor klode.

”Kapitalisme! Det var vigtigt at hade det, selvom det var sådan man kom til penge”- lyder det et sted.

For straks at blive modsagt af et andet udsagn. ”Politik! Problemet var, at de havde en diktator nu, hvilket de ifølge nogle mennesker, aldrig havde haft før …” ”Problemet var at diktatoren var ret sjov, og sådan havde det måske været med alle diktatorer. Absurdisme, tænkte hun”.

Du kan læse bogen som en rablende veloplagt samfundskritik. En undersøgelse af vor verdens fælles brug af internettets mange muligheder. Men samtidig ligger der en knivskarp pointe gemt i bogen.

Hvor hjælpeløse vi bliver, når internettets overdådighed af småhistorier i virkeligheden efterlader os ude af stand til at orientere os i livet.

Hvad er op og ned? Hvad er rigtigt og forkert? Hvordan hænger det i virkeligheden sammen? Og hvad og hvem kan du stole på?

Bogen giver ikke et svar, men den fremkalder et billede af, hvordan vort sprog, vor kommunikation og vore indbyrdes menneskelige relationer er under en uoverskuelig forvandling.

Og så kommer barnet, det uforudsigelige forudsigelige, en gave, og genetablerer på en måde kontakten til virkeligheden. Pludselig hænger en historie sammen midt i alt det opsplittede, og nærvær og alvor bryder frem i teksten.

Sjov, mærkelig, anderledes bog, som taler om det, ingen andre rigtig har talt om før. I hvert fald ikke på denne måde.

Foto: Grep Hoax