Åh, at vente

Oscar K: ”Ars moriendi”

Han lever og han ser. Han lever og skriver, han venter, lever og venter og ser og skriver. Livet er let, sådan set, men hvad venter han på? Når man er oppe i årene, er svaret på det heller ikke svært.

Oscar K. er en flittig mand, og hans mange titler har i de senere år kredset mere og mere om det rent eksistentielle.

Hans seneste værk er en ”indøvelse i døden”, en ars moriendi, som det hedder på latin. Et nøgent og fattet meditationsforløb, der skal slutte kredsen og bringe alle de løse ender sammen.

Med året som grundtema i 8 små stykker bevæger vi os ikke ret langt i det ydre, men i det indre så meget mere. Forfatterjeget sanser naturen omkring sig i klare skitser, han vandrer blandt fugle og træer i sin barndoms landskab ud mod fjorden.

Samtidig vandrer han i sit sind, i erindringens og associationernes batteri af bemærkelsesværdige oplevelser og formuleringer.

Der pendles hele tiden mellem indre og ydre, mellem nutid og dengang, mellem nærvær og afstand. Men afstanden stiger med tiden, der er ting at fortryde eller ærgre sig over.

Ting der blev låst fast uden egentlig at ske med vilje. Livet er blevet levet forlæns, og i bagklogskabens lys falder forklarelsens skær over det meste, skønt ikke det hele.

Oscar K er en ensom humanist, der ikke kan holde op med at se og skrive. Hans indfald når vidt omkring og peger dermed på den endelighed, der blev hans.

Der er revyviser, inderlige salmer, klassisk litteratur, Didos arie og Paul Simon. Som en svamp er det fine gemyt gået igennem et liv, som han nu går igennem et år, sansende og reflekterende, lærd og nøgen.

Bogen er en slags haiku-meditationer, forsynet med forunderlige figurer fra Dorte Karrebæks univers.

Årets løb har sin lov, der blev lyst i vor skov. Og Oscar K nærmer sig det infinitte i infinitiver.