FAGBOG: Ole Thomsen: “Besindig rebel”
Man kan sige meget om Holberg, og det gør man også.
Han er i vore dage bedst kendt for sine komedier, der stadig læses i danskundervisningen og genopsættes, nyfortolkes og sprudler i masser af teatre.
Manden er blevet en klassiker, og det er der både en sikkerhed og en fare i. Han kan blive udsat for dyrkelse og fortsat erindring, men han kan jo også blive begravet i gode vibes og hans pointer dermed pakket væk.
I de senere år (2009-2018) er hele Holbergs værk blevet genudgivet i en kæmpestor norsk-dansk satsning med tilhørende hjemmeside (http://holbergsskrifter.dk/holberg-public/view?docId=adm/main.xml).
Det store projekt omfatter alle Holbergs mange forskellige produkter. Udover komedierne er der både historieværker, små prosastykker, fabler, romaner, satire, epigrammer og meget mere. Og så er der tre interessante levnedsbreve, skrevet på latin.
Disse levnedsbreve blev oversat til de samlede værker af Ole Thomsen (i 2018) og kan læses på hjemmesiden med indledning.
Thomsen kalder brevene en selvbiografi og præsenterer dem som nøgle til forfatterskabet i denne bog. Hans mellemværende med Holberg er livslangt, for han startede sin universitetskarriere med verdens ældste komediedigter Aristofanes og blev dr. phil. i 1986 på afhandlingen “Komediens kraft”.
“Besindig rebel” er en fuldstændig ny og original gennemskrivning af Holbergs liv og værk med udgangspunkt i Holbergs selvpræsentation i levnedsbrevene.
Se, det lyder jo ikke vildt, men det er det.
Det originale og definerende er noget så utidssvarende som et dybdepsykologisk portræt og en samlæsning af manden og hans produktion, så denne bog åbner og genåbner en del grundlæggende fronter i humaniora. Mere om det senere.
Tesen er den sårede læge. Holberg er moralfilosof, men ud fra en mangel. Ikke en mangel på moral forstået som værdier, men en manglende evne til selv at kunne gøre, hvad han anbefaler.
Han er en giftig satiriker, der hidser sig op og bliver vred; han kan altid se det sjove, men ikke dy sig. Han er også plaget fysisk, og bogen gør overbevisende rede for, hvorfor Holberg med den flotte og stejlt opstigende karriere aldrig stiftede familie.
Holberg var koleriker, en havkat i hyttefadet, en plaget klovn med temperament. Han rodede sig ud i fejder og uvenskaber, på sin vis for stor til København.
Mange af hans værker var meget læst i udlandet, visse af dem endda lige præcis designet til det. F.eks. blev den utopiske roman “Niels Kliims underjordiske rejse” udsendt på latin og først oversat til dansk som det femte sprog.
Så en af fronterne i Thomsens billede er den internationale Holberg. Megen forskning og hele teatertraditionen har læst ham som nationalskjald, vores første komediedigter, så dansk som nogen.
Thomsen viser et langt større billede. Det gælder hans afhængighed af romersk komedie, Montaigne og Molière, ligheder med oplysningstænkere i al almindelighed (encyklopædisterne, Voltaire og Montesquieu), og det gælder det beklagelige faktum, at nogle af de bedre, internationale udforskere af oplysningstiden simpelthen ikke kender Holberg.
Den næste front er netop forudsætningerne. De indgående skildringer af Holbergs sprog, stil og hele forfatterprofil ser ham udtrykkeligt i det lange perspektiv.
Han har lært ironi af Sokrates og moral af stoikerne, særligt Seneca. Han har lært retorik af Plinius, historieskildring af Tacitus og portrætkunst af Plutark, og ikke mindst har han lært satire af Horats, Ovid, Lukian, Martial og Juvenal.
Andre forskere har tidligere eftersøgt disse antikke forudsætninger, men hos Thomsen vokser forbindelserne organisk ud af læsningen. Sproget og paradokserne i persontegningerne strømmer uhindret gennem århundrederne. Her må også nævnes skæmteromanen “Satyrikon” fra romersk kejsertid og Erasmus af Rotterdams renæssancesatire “Dårskabens pris”.
Dette punkt er centralt i bogen, for uden blik for denne kontinuitet er man som Holberg-forsker ikke sin opgave voksen. Kultur er jo nemlig kontinuitet (sagde Jung), og Thomsen er ikke bleg for bag sin høflige maske at revse de forskere, der gør sig opgaven for let.
En tredje front hænger sammen med denne. Mange opfatter nemlig Holberg som ’oplysningstænker’ med trang til moraliseren. Han vil opdrage folk, siger man så, og komediernes formål er i al almindelighed at forbedre mennesker.
Det tror Thomsen ikke på, og hvad mere er, det viser han også, at Holberg heller ikke gør. Det lader sig ikke gøre at nå til perfektion, hverken i adfærd eller i forståelse. Holberg er skeptiker, tolerant skeptiker, men skeptiker ikke desto mindre.
Dette grundsyn bliver meget vel underbygget hos Holberg selv, og undervejs gøres der udfald mod både overdreven idealisme (som hos stoikerne) og den usalige trang til ’epokalt etikettemageri’. Man skal ikke læse Holberg som en brik i idehistorien, man skal læse ham selv.
Endelig er den sidste front en helt aktuel en. Thomsen er med sin traditionsbevidste konservatisme på kollisionskurs med det postmoderne paradigme, der hersker i academia.
Det er han ganske bevidst om, og man må afvente, om nogle af de diskussionspunkter, der smides ud, bliver grebet og taget op. De kan selvfølgelig også blive ignoreret.
Den personlige, portrætbårne værkgennemgang er god, gammeldags humaniora fra før Foucault og diskurspolyfoni. Thomsen føler sig bedst hjemme i samtale med afdøde forskere, og her har han været forbilledlig grundig.
Det kraftfulde helhedssyn i Besindig rebel koster imidlertid kræfter. Med det helhedssyn følger en samvittighedsfuld genlæsning af en mængde sekundærlitteratur og alle mulige detaljestudier.
Grenene i det store vidensnetværk gås efter, og man mærker nuancerede forståelser af for- og bagsider ved de medlæsende. Jeg påstår ikke, at Thomsen har læst alt af relevans; jeg siger alene, at både noteapparat og litteraturliste er voldsomt intimiderende for en halvstuderet røver.
På overfladen en seriøs moppedreng, men på næsten hver eneste side kriges der løs. Det er voldsomt spændende, og efter denne læseoplevelse er Holberg forandret.
Men tag dig god tid, læser, ting tager tid. Det er en imødekommende og rig bog, men lige under overfladen lurer der uenigheder. Der er en vulkan under blomsterengen.
Fagbog
- Ole Thomsen:
- "Besindig rebel. Ludvig Holbergs liv og værk”.
- 786 sider, illustreret, 499,95 kr., Aarhus Universitetsforlag.
- Fås også som e-bog.