Følelsesreligionen

Anders Kjærbye (foto) og Ole Sønnichsen (tekst): ”Vejen til Wembley”.

Det var en særlig sommer i år. Vi kom ud af corona-grebet og genoptog det fælles liv. Aflyste arrangementer fra 2020 blev genoptaget.

Hvis nogen har glemt det, gjaldt det på dansk jord særligt Europamesterskaberne i fodbold for herrelandshold, Euro 2020. København var en af værtsbyerne, og den fik ikke for lidt.

Undervejs i hele det dramatiske forløb havde Danmarks Boldspil-Union sin helt egen fotograf med. Han hedder Anders Kjærbye og var en del af boblen rundt om landsholdet, både i træningslejren, på turene og under kampene.

Denne eksklusive adgang er blevet til en bog, en ordentlig moppedreng på 336 sider.

Undervejs følger vi den strikte kronologi fra kvalifikation over gruppekampe frem til semifinalen (heraf titlen), hvor Danmark røg ud af turneringen.

Der er en kort berøring af finalen og de italienske mestre, men fortællelinjen er snævert forbundet med det danske landshold, og andre lande kommer kun ind i billedet, når de hylder Christian Eriksen.

Billedmaterialet er rigt og af høj kvalitet. Der er snapshots fra kampene, jubelscener, nærbilleder af ansigter, fans og stemninger. Hele 278 fotos plus det løse.

Man kan stort set ikke finde et opslag i bogen uden et billede (12, hvis anmelderen kan tælle). Vi får det, som forskræppet lover: Nærbilleder af holdet i alle mulige situationer, når de træner, spiser, pjatter, slår tiden ihjel, diskuterer taktik, bearbejder kriser.

For holdets historie er et drama. Eriksens hjertestop er en slags point of no return, hvorefter berettermodellen spændes til det yderste. Hjælpere og modstandere, tvivl, udsathed og fællesskabet som løsningen. Vi kommer igennem et stort følelsesregister, og det er også meningen.

Der er også tekst i bogen, og den spænder ikke ben for følelserne. Forfatteren hedder Ole Sønnichsen, og han er okay.

Vi får noget forhistorie og en rimelig slavisk gennemgang af de 6 kampe, og så er der spredt ud over forløbet nogle ”interviews” med 9 koryfæer.

Dels fra holdet (Kasper Schmeichel, Simon Kjær, Joakim Mæhle, Thomas Delaney & Pierre-Emile Højbjerg), dels fra UEFA-ambassadører og andet godtfolk (Simon Kvamm, Flemming Poulsen, Michael Laudrup & Peter Schmeichel).

Det er ikke egentlige interviews, for spørgsmålene hører vi ikke. Mikrofonen holdes, så følelserne kan forstørres: Der er en seriøs tone, for det her hold vil virkelig noget. Der er begejstring og optimisme, og så er der endelig den store fællesskabsfølelse.

Hvor var vi fælles i sommeren 2021! Og hvad var vi fælles om? Om at være fælles!

På et tidspunkt i løbet af læsningen går man i selvsving eller reagerer på selvsvingene, fordi klicheerne står i kø.

Hjulmand og hans bagmand i DBU, Peter Møller, har på ingen tid fået ændret fortællingen om landsholdet med sætninger som: Oplevelser for livet. I skal vise, hvem I er! En magisk aften i Parken. Det er noget af det, fodbold kan.

Og det, fodbold kan, er at samle os. Det er fællesskabet og stoltheden ved at være dansk, det er hjemstavnshygge i den store europæiske stammekrig, det er følelser frem for alt.

Men som metafor for livet er fodbolden svag. 22 mand og en læderkugle kan vanskeligt bære meningen med livet.

Det bliver tydeligt i forbindelse med Christian Eriksens kollaps. Denne uforudsigelige ulykke, som heldigvis ikke blev fatal, peger jo ud over spillet, og de dygtige folk i DBU benyttede lejligheden.

Nu gik det godt – for en semifinaleplads diskuterer man ikke med – men lige netop denne sitren i vores alle sammens dødsangst satte nogle proportioner på plads, som gjorde oplevelsen helt unik.

Det er den afgrund, der forstørrer oplevelsen, og kernen i erindringen er de frygtelige minutter, hvor ingen vidste, hvad vej det gik.

Sådan en kollektiv rutschetur kalder på selvfejring, og det har vi fået i denne bog. Men det skal være for billedernes skyld, du køber den.