På alle måder et stort litterært værk

Roman - Nino Haratischwili: ”Det ottende liv”

Nino Haratischwili har skrevet et imponerende episk storværk om en georgisk slægts historie i det 20. århundredes Europa. 1100 sider som holder sin læser fanget fra første til sidste side.

Ikke på noget tidspunkt mister fortællingen kadence, og det eneste der bliver træt undervejs, er ens håndled, når man forsøger at holde bogen i sengen.

Romanens rammefortælling foregår i 2006-2007, hvor Nitsa, der er romanens fortæller, for første gang møder sin niece, Brilka – datter af Nitsas afdøde søster og beslutter sig for at fortælle familiens historie til hende.

Efter Berlinmurens fald og Sovjetunionens opløsning, udbrød der borgerkrig i Georgien, og Nitsa forlod Georgien og flyttede til Berlin. Hun har ikke siden besøgt sin hjemby og sin familie. Men mødet med Brilka tvinger Nitsa til at se sine egne og hele sin slægts spøgelser i øjnene.

Det er en voldsom historie, Nitsa fortæller, hvor familiens liv og skæbne flettes sammen med store begivenheder i verdenshistorien; Den Russiske Revolution, Stalins tyranni, Anden Verdenskrig, Den Kolde Krig, Murens Fald, Sovjetunionens opløsning, borgerkrig i Georgien.

Det er en historie om liv og død, kærlighed og sorg, brutalitet og fantasi, om lykke og især ulykke. Seks generationer og mere end 100 års historie.

Tipoldefar, der var chokoladefabrikant og ophavsmand til en hemmelig opskrift på varm chokolade, som man lavede den i Wien. Opskriften overleveres fra generation til generation, og måske hviler der en forbandelse over opskriften.

I hvert fald sker der ind imellem nogle meget voldsomme ting, når nogen har indtaget chokoladen. 

Oldemor Stasia, der dansede ballet og drømte om at komme til Paris, men i stedet blev gift med en overløjtnant i den russiske hær og rejste efter ham til Sankt Petersborg, som hun på grund af revolutionen ikke kunne forlade i flere år.

Morfar Kostja, der fulgte i sin fars fodspor og gik ind i Den Røde Hær, bare i flåden. Kostja var med i befrielsen af Leningrad under Anden Verdenskrig, blev dekoreret og forblev en tro kommunistisk partisoldat hele sit liv.

Mor Elene, Kostjas og Nanas eneste barn, som de er aldrig kan blive enige om opdragelsen af: Kostja vil have hende i Moskva og Nana hos slægten i Tbilisi.

Elene bliver rodløs og oprørsk og aldrig rigtigt lykkelig. Hun får to døtre med to forskellige mænd; Daria, som Kostja forguder og forkæler og Nitsa, vores fortæller, som mest bliver opdraget og elsket af oldemor Stasia.

Og så altså Brilka, den tolvårige niece, der sætter fortællingen i gang og bliver dens omdrejningspunkt.

Romanen foregår mest i Georgien, romanens forfatter er tysk-georgisk, født i Tbilisi, og Georgien er et selvstændigt land med egen historie og kultur trods den store nabo i øst.

Alligevel er der så meget russisk fortælletradition over denne storladne roman, at jeg ikke lade være med at tænke på store russiske romaner som f.eks. ”Anna Karenina” af Tolstoj.

Den voldsomme historie og grundstemningen af sorg, der for mig er typisk russisk litteratur, går igen i dette store værk, som jeg kun kan give min varmeste anbefaling.