Det banales hovedløse høne

Digte - Nikolaj Zeuthen: “Sommerferiedigte”

Med vanlig sans for det uvedkommende skriver Zeuthen sig gennem en sommerferie med knækprosaiske dagbogsoptegnelser, der hverken æstetisk eller bare poetisk har nogen egentlig betydning for andre end Zeuthen & Co.

Og ja, så selvfølgelig den læser, der helst ikke skal udfordres for meget af hverken sprog eller kunst.

“Jeg kører med Per og Ole til Nørrebro 

vi besøger en butik der specialiserer sig 

i gamle computerspil 

det er spil til Nintendo DS’en vi er ude efter 

og vi fik Lego Batman, Lego Ninjago og et Cars-spil 

desuden betalte vi 100 kroner for at to personer i en time 

frit kunne benytte de flippermaskiner 

og arkadespil der står i butikken 

købet blev 230 kroner i alt 

vi fik også gratis en piratudgave 

af Lego Star Wars Saga 

som dog ikke virkede på vores maskine derhjemme”

Uddraget er betegnende for Zeuthens fokus på hverdagen, og grunden til, at jeg ikke kan se hverken det kunstnerisk vigtige eller poetisk nødvendige i Zeuthens digte, er, at hverdagen kommer til at stå som et middelmenneskeligt manifest over det helt afladte sprog. 

På sin vis bliver digteren Zeuthen således det banales hovedløse høne, der farer rundt mellem ordene uden at veje dem, sådan som det også ses i det ovenstående - hvordan adskiller det sig fra den tilfældige henvendelses floskler?

Som læser skal jeg kunne betages af, at en far og hans sønner køber computerspil.

Sprogligt spiller Zeuthen på et fåtal af registre. Ja, faktisk benytter sig kun af et eneste register nemlig talesproget.

Problemet er hverken hverdagen som fokus, eller talesproget, men dette, at der ikke er mere end det i digtene - som jeg skrev oven for, så er de afladte uden egentlig refleksion eller kunstnerisk bevidsthed.

Foto: Asbjørn Sand