Med slikkepind og saftevand

Digte - Nikolaj Zeuthen: ”Langt fra Gud”

Hvis ikke man kan sige andet, så kan man i hvert fald sige, at Nikolaj Zeuthen er tro mod sin stil. Sproget er let tilgængeligt og dagligdags. De enkelte digte er udpræget indrettet på hverdagen, og de formår ikke rigtig at løfte sig nævneværdigt fra jorden.

Under hverdagens store og små problematikker, løber et andet niveau i teksten, tematikken kunne man sige, som kredser omkring almenmenneskelige problematikker.

Det kunne være en følelse af ikke at slå til eller sociale relationers betydning på godt og ondt. Men det forbliver en smule distant, lidt uvedkommende og pakket ind i et energiforladt sprog, der formidler med et søvngængeragtigt træk.

Zeuthen tager også et religiøst sprog ind i nogle af sine digte, som det, hvor der diskuteres, om Gud kan manifestere sig eller ej.

Hvilke konsekvenser det kunne få for verden – og, fornemmer man, teologien (det bliver en slags ’inkvisitoren’, men uden russisk dybde, og serveret med slikkepind og saftevand) – og det ender i en slags pinsescene:

”havet er i mellemtiden gået op i flammer

og et flammehav danser på toppen

af både det almindelige hav

og oven på de enkelte flammer

og på boderne med kommers

og på folks hoveder og hatte”

De små flammer over på menneskenes hoveder, sådan kommer Gud måske til udtryk? Men Zeuthen formår ikke, at lade sproget brænde igennem. Det omfavner alt med sit bla-bla-bla. Det også er omtrent sådan, jeg har det med samlingens sidste digt, hvor Kenneth møder Jesus:

”nå for dælen – det var Jesus der talte

han står der – han er her

han omfavner Kenneth

fordi han elsker Kenneth

han holder Kenneth i lang tid”

Kenneth og Jesus står og krammer … i lang tid, for Jesus elsker Kenneth. Denne åbenbarelsesteologi, hvor den altelskende Gud i Jesu skikkelse omfavner alt og alle, er i bedste fald naiv.

Nu skriver Zeuthen selvfølgelig digte. Og lige præcis ikke en teologisk afhandling. Men ikke desto mindre bliver ovenstående citat for ureflekteret til min smag, eller man kan måske sige, at citatet nærmer sig til en forestilling om kristendommen som den altrummende, glade religion.

Jeg nøjes i den henseende med at pege på Luther (frelsen gennem nåde), det Ny Testamentes antiteser (igen frelse gennem nåde) og Gethsemane have og Langfredag (den kosmiske indifferens).

Er det ikke sådan, det er, at vi er kastet ud i en eksistens i en nihilistisk verden og må håbe på Guds barmhjertighed? For mit udgangspunkt bliver Zeuthen således lige så uinteressant som teolog, som han er som digter.