Mere af hvad?

FAGBOG - Niels Overgaard: “Mere er aldrig nok”

Her er et godt spørgsmål:

Hvorfor har 75.000 danskere købt Niels Overgaards første bog “Det hele handler ikke om dig?” Den er blevet en uventet og langvarig succes, siden den udkom i 2020 med opdateret stoicisme til de senmoderne, stressede og selvoptagne velfærdsdanskere.

Overgaards debut havde sin styrke i det selvoplevede vendepunkt. Ræset var ved at kvæle ham, og han var aldrig god nok, men den stoiske realitetsterapi malede ham tilsyneladende op i det rigtige hjørne.

Kun den realistiske forståelse af sig selv og ens egen plads i verden kunne løse knuden op. Og det på trods af de pletvise urimeligheder i den stoiske tankeverden, som man godt kunne puste op, hvis man var i ondt lune:

Væn dig til at undvære; se på alt, som om du skulle miste det; sørg for at ændre din indstilling, så får du det bedre; find dig i din skæbne.

Nu er det så blevet tid til den svære toer. Og den er jo virkelig svær, når den første ramte et hav af danskere i hjertekulen.

Overgaard er gået til kilderne. De antikke filosoffer er i centrum. Der er lidt filosofihistorie over det, udsat for fin formidling, men det hele balanceres af den hverdag og de livserfaringer, han selv har gjort sig.

Der er dagbog fra kampzonen i den nyskilte forfatters liv og dertil træk af egentlig bekendelseslitteratur med tilbageblik på et børne- og ungdomsliv med kalibreringsproblemer. Generthed, rastløshed og misbrug af forskellig slags.

Endnu engang er det altså Overgaards eget liv, der bærer bogen igennem. Han bruger stadig sig selv generøst og dog veldoseret. Vi får de erindringsglimt og selvrefleksioner, der skal til for at forbinde de gamle med vore dage.

Hvad antikke filosoffer ved om et lykkeligt liv, lyder undertitlen.

Guldkornene er hentet hos næsten alle de gamle, Sokrates, Platon, Aristoteles, Epikur, Cicero og stoikerne. Det handler om at leve godt. Lykken er det ultimative endemål – det, der er et mål i sig selv og ikke tjener som et middel for noget andet.

Sokrates er det vise forbillede, som alle de uenige retninger var enige om. Visdommen var erfaringsnær og praktisabel, og derfor forblev mesteren hele tiden interessant.

Sådan en personificeret visdom er fraværende i vore dage.

Vi tænker mere abstrakt, så etikken enten er pligt eller nytte, men dengang tænkte man i dyd: Det gode menneske gør gode ting. Man skal derfor arbejde med sig selv, så man bliver så god som muligt, og etikken vil følge deraf.

Derfor er de græske kardinaldyder skelettet i kompositionen, omgivet af to kapitler om henholdsvis selvkærlighed og kærlighed til andre. Fornuften er kodeordet i menneskesynet, mennesket er et rationelt fællesskabsdyr.

Dyderne er visdom, mod, mådehold og retfærdighed. Visdom eller dømmekraft som startpunktet, fordi stoikerne jo ligesom sindsro-bønnen skelner kraftigt mellem, hvad man kan eller ikke kan ændre.

Visdom er nødvendig for at kunne se forskel. Man skal indrette sig og tage imod, hvad der ikke kan være anderledes. Det fører kun frustrationer med sig, hvis man ikke ser realistisk på, hvad man har kontrol over.

Modet er vilje og beslutsomhed, det at turde stå ved sig selv uanset hvad. Her opdateres der også fint i påpegningen af, at man skal turde sætte sig selv ind på det, man tror på. Folk, der fyrer andre under voldsomme tårer, bør tage sig sammen frem for at angle efter forståelse. Tag ansvar.

Det er den tredje dyd, mådeholdet, der har givet navn til bogen. Når mere aldrig er nok, bliver man aldrig tilfreds, og vores tid er særligt udsat for dette paradoks.

Vi vil gøre det så godt, at det bliver noget skidt. Vi er perfektionister, vi jagter vækst og fremgang, vi er for hårde ved os selv, vi tænker fremad i stedet for at være til stede. Her er der fortjente klaps til algoritmernes designede evighedsskruer og den storsælgende kapitalisme, der løber om hjørner med vores skrøbelige fornuft.

Endelig retfærdigheden, der bygger bro til kapitlet om forholdet til de andre, det egentligt etiske synspunkt, at intet menneske er en ø. Fællesskabet er befordrende for lykken, og det er ved at gøre noget for andre, livet vinder mening og betydning.

Det er svært at spå om, hvorvidt den svære toer også vil sælge. Men det er en smuk, velovervejet og frem for alt velskrevet bog.

Overgaard kan formidle de gamle tanker, men han er også god til at sætte egne oplevelser og overvejelser på en form, der giver lyst til at læse videre. Han mikser de gamle, sig selv og en ganske opdateret verdensforståelse. Der er proportionssans og humor og et præcist og følsomt sprog.

For eksempel taler han om det, han kalder ”Folkemødeblikket”, hvor den, man står og snakker med, samtidig scanner lokalet for eventuelt mere attraktive samtalepartnere. Det er sjovt sagt og samtidig et sindbillede på den foreløbighed, den troløse modernitet behandler sine individer med. Og deres lykke skulle jo ellers være målet.

Så Overgaard er på mange måder i god tråd med de gamle. Det gælder på indholdssiden: Sæt dig selv ind på det, du vil; stå ved det.

Søg lykken. Lev efter gode forbilleder. Og det gælder også på tekstens yderside: opmærksomt, varieret sprog, sans for humor og en veloplagt trang til kulturkritik.

En del citater fra de gamle sprog er oversat på ny til denne udgivelse, nogle af dem af denne anmelder.

Foto: Sara Galbiati