De navnløse grave

Naviaq Korneliussen: "Blomsterdalen"

Jeg-fortælleren i ”Blomsterdalen” er en ung, lesbisk, grønlandsk pige, der skal flytte hjemmefra Nuuk til Århus for at læse antropologi på universitetet.

Hun glæder sig, men er også lidt nervøs, hvilket er helt naturligt, når man skal starte på et nyt kapitel i sit liv. I forhold til de fleste andre danske unge, der starter, flytter hun jo også endnu længere væk, både geografisk og kulturelt.

Samtidig har hovedpersonen en anden tung bagage at bære på; hun oplevede det første selvmord, da hun var 13 år. Siden har hun oplevet det mange gange, f.eks. er der fire fra hendes folkeskoleklasse, der har begået selvmord, ligesom hendes bedste ven Angutivik begik selvmord i den fjeldhule, de havde sammen som deres hemmelige sted.

Selvom vores jeg-fortæller lige har fået en sød kæreste, Maliina, rejser hun til Århus, hvor hun har fået et værelse på kollegiet, der hører til Det Grønlandske Hus. Men det er ikke let, hun føler sig anderledes, og det er tankevækkende, at de medstuderende på netop antropologi præsenterer hende for så mange fordomme om grønlændere.

Samtidig sker der endnu et selvmord hjemme i Grønland. Maliinas kusine på 17 år begår selvmord, og hovedpersonen må rejse hjem. Hun følger Maliina til den østgrønlandske by Tasiilaq, hvor Maliina kommer fra, og hvor også kusinen boede.

Maliina vil finde ud, hvorfor kusinen tog sit eget liv, og de to finder ud af, at kusinen havde forsøgt det to gange tidligere. Hun var blevet tilbudt psykologsamtaler, men at der var ventetid. Hun nåede det ikke.

I Tasiilaq er de navnløse grave på kirkegården i Blomsterdalen dækket med blå, røde og pink plastikblomster. Stedet synes at drage jeg-fortælleren til sig med sin grufulde skønhed, og hun siger, at her vil også hun begraves.

Som læser tænker jeg, ja om mange år unge ven, men som handlingen skrider frem, frygter man, at hun bliver endnu et tal i statistikken over unge døde grønlændere.

Naviaq Korneliussen, der debuterede i 2014 med romanen ”Homo sapienne”, har skrevet en ny stærk fortælling om kærlighed, venskab, sorg, selvmord og om vokse op i Grønland.

Naviaq Korneliussen er Grønlandsk litteraturs nye stemme, og hun er ikke bange for at bryde tabuer i sine bøger.

Begge bøger handler om at være ung i Grønland, om homoseksualitet og om fordomme, både danskeres fordomme om grønlændere, men også grønlænderes fordomme om danskere. Hun er modig i sit valg af temaer og skriver fandenivoldsk iblandet stor sårbarhed. Jeg er sikker på, vi kommer til at høre meget mere fra Korneliussen i fremtiden.