Skip to main content
Roman

Heksekunst, når det gør ondt

Roman - Nanna Goul: ”Heksens Alfabet”

”Heksens Alfabet” er et forsøg på at forene dagligdagens trummerum og hovedpersonen Kammas graviditet med samhørighed med naturen. En samhørighed hun ønsker at opnå gennem heksekunstens leg med og brug af naturen.

Bibliotekaren Kammas univers er hendes arbejdsplads på biblioteket, hjemmet med manden Mikkel og datteren Sigrid der beskrives som lidt utilpasset og urolig.

Kamma er gravid, og ret hurtigt får vi beskrevet dét, som er bogens egentlige omdrejningspunkt: Seks gange har hun været gravid og fem gange har hun aborteret. Kun med datteren Sigrid lykkedes det som det fjerde forsøg. Derudover medførte den sidste graviditet en dødfødt datter, Ella.

En dag møder Kamma, på sit arbejde, den heksepraktiserende Birgitte. Birgitte åbner Kammas øjne for naturens kræfter og muligheder og ikke mindst heksekunstens praktisering af disse.

Birgitte demonstrer den oprindelige naturforståelse gennem fejringen af for eksempel kyndelmisse og forårsjævndøgn. Alrunerod, menstruationsblod, »en knivspids kønshår plukket ved nymåne« er nogle af ingredienserne ved hekseritualerne.

Indskudt i romanens forløb er der en række opskrifter og beskrivelser af hekseritualer, hvoraf en del uden tvivl er inspireret af Danmarks eneste officielt registrerede og nu afdøde heks Danny Druehylds annaler.

Kammas arbejdsplads, biblioteket, fylder rigtig meget i romanen. Bibliotekets rolle fremstår dog mest som staffage og kulisse for Kamma og dets betydning flimrer ud i en tåge af daglige kagepartyes og behjertede dagsordner. Kammas kollega Per fremstår næsten som en kliché af en kagebagende, velmenende bibliotekar.

Der er ingen tvivl om, det er angsten for graviditetens udfald og en ny katastrofal udgang, der styrer Kamma hen mod naturen og heksekunsten.

Det er naturkræfternes helende effekter som Kamma søger i det vildnis af følelser som hun møder i sin graviditet. Kamma er fyldt op af sorgen over den dødfødte datter Ella, glæden over datteren Sigrid, og de naturlige forventninger i forbindelse med graviditeten og angsten for udfaldet.

Imidlertid forekommer hendes mand Mikkel, som romanfigur lidt uforløst, hvor er han i forhold til sorgen og angsten?

Det skal slås fast, at Nanna Goul behersker sit sprog. Desværre er det kun i ganske få glimt, man får demonstreret den underliggende humor og sarkasme, som ellers er nogle af hendes forfatterskabs styrker.

Nanna Goul skal også have kredit for at sætte fokus på naturværdierne. Det er blot som om elementerne i romanen aldrig rigtig mødes og forløses, rent litterært.

Foto: Marie Hald

Roman

  • Nanna Goul:
  • ”Heksens Alfabet”
  • 168 sider, 199,95 kr., Gads Forlag
Arkiv