Frelsen bærer kaninpels

Mia Dall: "Frank"

Frank. På engelsk betyder det oprigtig og åbenhjertig, men i Mia Dalls debutroman er det navnet på en kæmpemæssig, menneskelignende kanin bærende en metalmaske.

Masken skjuler Franks ansigt, men hans øjne er hvide plastickugler, og tænderne er gule kranietænder.

Frank dukker op i tide og utide og stiller spørgsmålstegn ved jeg’et’s handlinger og motiver. Ikke ganske ulig den hvide kanin i Lewis Carrols ”Alice i Eventyrland”, ofte omtalt som børnebog, men faktisk ret skræmmende i sin surrealistiske skildring af Alice og hendes oplevelser

Jeg’et er kvinde og romanens fortællerstemme, og Frank fungerer som en slags følsom detektor, en scarry monster-model, der hele tiden sætter sin pote lige der, hvor det gør allermest ondt.

For jeg’et er en anorektisk, spiseværgende, venstreorienteret perfektionist, som forsøger at finde en anden vej ud af sit liv – altid tjenestevillig, altid ydmyget, usikkert kontraktansat, bedst tjent med at accepterer sin gå-i-et-med-tapetet-tilværelse.

Og alligevel vil hun noget andet – for ind i mellem gennemskuer hun klart, hvorfor og hvordan hendes situation er - ”jeg føler mig rastløs og meningsløs, før jeg har set noget Netflix eller har fået likes på Instagram”.

På den måde tegner forfatter Mia Dall et nutidigt og højst aktuelt portræt af en generation af voksne, unge kvinder. Perfektionistiske 12-tals piger, der har ondt i livet og forsøger at forbedre det med pålagt spiseværgen - læs afsavn og sult forklædt som forskønnende slankekure.

Paranoid sygdomsangst, kvalme og fysisk nedbrydning og uoplagthed følger og går hånd i hånd, samtidigt med at jeg’et med Franks frelsende kaninklarsyn godt kan gennemskue, hvad samfundet - det kapitalistiske – gør ved hende. Forvandler hende til et forbrugerdyr, der gennem sit valg af identitetspassende ting desperat søger at forvandle sig til et unikt menneske.

Eller som der står:

”Mere end noget andet kredser den vestlige borgers begær omkring at være en overbevisende identitet, at udstråle en sammensat personlighed gennem sine varevalg, at nå neokapitalismens ypperligste magtposition -influencer, What’s in My Bag …”

Det er ikke dum læsning. Romanen er samfundskritisk skarp og giver samtidig viden og indsigt om noget, som du sikkert ved meget lidt om, hvis du tilhører 50+ segmentet.

Ulykkelig er hun og så alligevel – midt i al den navlepillende fokusering på egen ulykke og afmagt dukker der erindringsklare billeder op. Af den ungdom og barndom der gik før, opvokset på et økologisk landbysfællesskab i Halsnæs – vi gætter på Økosamfundet Dyssekilde.

Hvordan det var at tage lokalbanen ind til havnebyen, duftende af parfumen Amour Amour og rød North State og køre på knallerter med drengene og drikke vodka med Fanta Exotic i privatfestens firkantede etplansvillaer.

Det er så enkelt, superrealistisk beskrevet, at du kan fornemme den rå vodkaånde og  teenagetøsernes uforløste længsel i det tidstypiske scenarie. Og så var det sikkert også der modstanden mod det perfekte og umyndiggjorte blev grundlagt. Længslen tilbage mod noget oprindeligt og uspoleret.

Det er ikke nogen nem bog at læse, som den veksler mellem højpandet kapitallogik og intim beskrivelse af følelser og kropsfornemmelser. Ulykkelig er grundtonen, og meget tyder på, at det også ender sådan for det skrivende jeg.

Men så er der alligevel en åbning til allersidst – i form af Frank, der måske kan lægge en beroligende pote på al den ubarmhjertighed. Måske er Frank ikke et monster, måske er han forklædt kærlighed.

Måske kan jeg vælge en ny vej – ikke blot opgivelse og nederlag, men overgivelse og en ny start.

Det er en både kompleks og enkel bog, skrevet i korte, fyndige kapitler. Klare og samtidig sønderrevet realistiske og indsigtsfulde. Den kalder på genlæsning for både sit klarsyn og den desperate fortvivlelse.

En fornem debut.