Litteraturen overgår i virkeligheden, virkeligheden.

Marisha Rasi-Koskinen: ”REC”

Det er et imponerende værk, som Finske Marisha Rasi-Koskinen har skrevet med ”REC”, det er eksperimenterende, ambitiøst og ikke mindst, voluminøst.

Selvom ”REC” absolut er sig egen, så kommer man umiddelbart til at tænke på de store klassikere, når man læser den. Specielt franske George Perec`s nyklassiker ”Livet - en brugsanvisning” fra 1978 har tydeligvis været en inspiration i selve kompositionen af romanen.

Forfatteren starter selv med at redegøre for romanens opbygning. Man træder ind i et hus med mange forskellige værelser., ”der er to etager, på første etage findes værelserne.” Hvert værelse har en række underafsnit. I et sjældent velformuleret forord, hvor forfatteren giver en ”introduktion til den besøgende” slutter hun selv lakonisk med ordene: ”Du behøver ikke at stole på mig”.

 Kronologien er brudt op, dog med en enkel undtagelse nemlig afsnittene med titlen ”De sidste timer” som på én og samme tid er opsummerende og har sin egen handling.

Forvirret behøver man egentlig ikke være, for samtidig med, at man jævnligt kommer tilbage til de sidste timer, så ser man som læser frem til at træde ind i et nyt værelse med nye synsvinkler og nye afsnit, der hver for sig er brikker til en forståelse.

Romanens hovedpersoner er Lucas og Cole, tilsyneladende. For en tvilling til Cole, ved navn Nik, spøger i baggrunden. I første omgang affærdiges han som fiktiv i historien, men eftersom Niks betydning i romanen fortsætter med at være markant for udviklingen, skal jeg lade det være op til læseren at afgøre, om han er virkelig.

Med en klar reference til romanens titel, spiller foto og film en stor rolle for romanens gengivelse af virkeligheden. Netop dette med at gengive virkeligheden er et af romanens gennemgående temaer.

De to drenge, som i hvert fald i barndommen, fremstår ret ensomme, er besat af at beskrive virkeligheden gennem fotografering, film og dokumentarer, der som oftest lægges ud på nettet.

Da de møder den selvmordstruede Eve vil de lave en dokumentar med Eve om hendes virkelige død. Lucas forelsker sig i Eve, trækker sig ud af projektet – men Cole fortsætter og fuldfører filmen om Eves død.

Filmen findes nu både i biografer og på nettet, Lucas går nærmest i opløsning. Pludselig er REC også en roman om kærlighed, og ikke mindst, magt og begær.

I anden del er det salene man træder ind i. Den fælles betegnelse for disse afsnit er – filmene.

Det er en række fortællinger der, med udgangspunkt i kaos og i matematiske begreber som Lorenz-attraktoren, Möbiusbåndet og Fibonaccitallene, beskriver hvordan kaos får virkeligheden til at skride i en ellers realistisk beskrevet fortælling.

Disse afsnit foregår i samme by, der er beskrevet som meget varm og sandsynligvis østeuropæisk. Det er samme by, hvor første dels afsnit under titlen ”De sidste timer” foregår, og dermed lægger forfatteren også op til en form for samling af romanen, idet første dels persongalleri også efterhånden identificeres i anden del.

Forfatteren siger selv i romanen at ”Alt er bare en leg på grænsen mellem fiktion og virkelighed”, og ”Det fotografen har haft til hensigt at fotografere afviger næsten altid fra hvad betragteren ser i billedet.”.

Med andre ord, når man har læst REC, har man fået demonstreret fiktionens og litteraturens kraft i sin yderste potens. Her arbejder sprog og tekstens komposition virkelig sammen. Vejen til denne demonstration går igennem en leg med identiteter, hvor tvillingetemaet og dobbeltgængeriet går igen og igen og hvor skismaet mellem fiktion og virkelighed altid er centralt.

Egentlig bør et værk som dette ikke bedømmes, det er så specielt og stærkt, at det kan klare sig selv. Men hårdt presset bliver det, i formidlingens navn, fem stjerner med tanke på værkets kompleksitet og tilgængelighed.

Det er meget, meget sjældent at man som anmelder bliver præsenteret for et så fuldkomment, nytænkende og begavet stykke litteratur som REC, men hvor er det en fornøjelse, når det sker.