Anmelderen hulkede af latter

Noveller - Margaret Atwood: ”Min onde mor”

Margaret Atwood, født 1939, lagde hele den litterære verden og også den ikke-læsende for den sags skyld, ned, da hun udgav ”Tjenerindens fortælling”, som senere blev succesrigt filmatiseret.

Hun har høstet priser for sit forfatterskab i overvældende mængde, men den 84-årige forfatter er stadig i topform, og demonstrerer endnu en gang i ”Min onde mor”, at hun mestrer et knivskarpt sprog, hvor alt fedtet er skåret bort.

Halvdelen af novellerne i ”Min onde mor” har tidligere været offentliggjort i The New Yorker og andre magasiner, men det er en gave til Atwoods mange læsere, at man her får dem leveret i en distinkt oversættelse af Anne Matthiesen.

Syv af fortællingerne har ægteparret Nell og Tig som gennemgående personer, og det er rene perler. En lun, lidt sarkastisk tone vibrerer mellem Nell og Tig, som man træffer på rejser og i forskellige hjem på vekslende stadier i livet.

Angiveligt har det lykkelige samliv mellem Margaret Atwood og den canadiske forfatter Graham Gibson været basis for disse intense noveller, der sagtens kunne bære hele udgivelsen.

Titelnovellen er såmænd også alle pengene værd, og rummer, som al god litteratur i kort form, kimen til noget langt større.

Konversationen mellem datteren og den temmelig alternative mor, der lever et liv blandt diverse reinkarnationer, er hysterisk morsom. Også her gør Atwoods knastørre humor sig gældende, og man kan næste høre den spinkle dame med det gråkrøllede hår gnække selvtilfreds, når hun basker punchlines på plads.

Samtalen mellem de ældre damer Csilla og Lynne om sidstnævntes påståede affære med Newmann Small, der havde så frygtelig dårlige tænder, at et kys fra ham var som mødet med en sammenstyrtet mur, fik anmelderen til at hulke af latter, så de nærmeste pårørende blev helt urolige.

I bogens midtersektion kommer man også ud i den rene science fiction, men også galaxerne har Atwood styr på, og i de fire sidste noveller er vi tilbage i hyggeligt og inspirerende selskab med Nell og Tig – lige til manden med leen står og hoster i kulissen.

Atwood præsterer mesterlig skrivekunst, og at have hende til gode må være en herlig ting.

Fortrætfoto: Jean Malek