En sansende melankoli

Margaret Atwood: ”Inderligt”

I forordet til digtsamlingen ”Inderligt”, der i øvrigt er Margaret Atwoods første digtsamling i mere end ti år, skriver hun følgende aldeles nødvendige linjer om digtningens væsen:

”Lyrik rører ved kernen i menneskets eksistens: liv, død, fornyelse, forandring; såvel som moral og amoral, uretfærdighed og nogle gange uretfærdighed. Verden i al sin mangfoldighed. Vejret. Tiden. Sorg. Glæde.

Og fugle”.

For Atwood stiller lyrikken eksistensen frem, hun kredser om det eksistentielt nødvendige – i modsætning til, hvad den amerikanske mode foreskriver, men også i modsætning til, hvad den danske modeskrift kammeratligt øffer sig frem til.

Atwood bliver altså en, man skal læse – og Lindhardt & Ringhof har formentlig også en begrundet forventning om, at forfatteren bag HBO-succesen ”The Handmaid’s Tale” også ville kunne sælge lyrik.

Selv i Danmark.

En erindring om, hvordan en kokosnød åbnes og splintres i barndommens kulkælder slutter sådan her:

”Den første smag af ren og skær ambrosia!

Godt nok blandet med aske og ødelæggelsens skår

som himlen altid er det, hvis du læser teksterne

        opmærksomt”.

Der er i disse linjer som om Atwood, som en desillusioneret Dante, leder sin læser frem til himmelen, og der finder engle med aske i håret.

Cirka halvvejs inde i bogen dukker en meditation over krigsdronen op. Et angreb på et helligsted. ”Se primitiv fingermaling. Rød. / Våd stadig kravlende”. Så enkelt kan et helvede på jorden stilles frem. Midt i tilbedelsen det gode, det retfærdige, det sande. Gud.

En frugtbar manikæisk æstetik. En sansende melankoli. Men også en slags fortrøstning i edderkoppen:

”og mens du sover

våger jeg, den første bedstemor.

Jeg fanger dit mareridt i mit spind,

jeg spiser din frygts kerner,

suger blækket ud af dem”.

Atwood skriver vidende om myter, religion og med en tænksom rynke i panden – selv når hun benytter sig af humoren.

Som læser bliver man konfronteret med selve eksistensen, dette at jeg henholdsvis du er bevidst om, at vi er til. Dén vished kalder på visse spørgsmål – og de svar, som Atwood så gavmildt er med at give i Caroline Albertine Minors fremragende oversættelse.

Men når alt kommer til alt, så er det her, vi står:

”Ethvert liv er en fiasko

i den sidste time,

det udtørrede blods time.

Men vi foretrækker tanken om, at

ingenting er spildt”

Måske er det, som Atwood også antyder, ubehaget ved denne kendsgerning, at vi tyer til skriften, at vi som digtere, forsøger at tage livet alvorligt.