Da kvinderne tog magten

Roman - Maren Uthaug: ”11 %”

11 % er en rigtig hvad nu hvis – roman. Maren Uthaug har brugt al sit kvindelige skarpsyn og litterære pondus i denne kontroversielle, men meget sympatiske roman.

Netop det konsekvente og lysten til at afsøge nye stier samt ikke mindst humoren har præget Maren Uthaugs forfatterskab. Det præger i høj grad også romanen 11%.

Det er blevet matriarkatets tid, med andre ord, kvinderne har taget over. Kvinderne omtales som mennesker, mændene som hanner, der kun har én funktion i livet, nemlig at være avlsdyr. Der findes avlscentre rund om i landet, dét som vi hører om her i romanen, ligger på Lolland Falster.

Romanens tid er nogle hundrede år ude i fremtiden, Steder og miljøer er tilpasset det kvindelige. Kristendommen og ikke mindst skabelsesberetningen beskrives nu som Moderens skabelsesberetning og med kvinden som det første menneske, der i virkeligheden hed Adamée.

Kvinden er allerhelligst, når hun menstruerer, og præsterne må kun prædike, når de har menstruation. Et grundvilkår for kvinderne i matriarkatet er kendskabet til kroppen og ikke mindst til orgasmen. Der findes sågar orgasmeskoler med afsluttende eksaminer.

Indenfor disse rammer finder vi romanens fire hovedpersoner. Medea, Wicca, Stille/Benja og Eva. Vi får de fire personers baggrundshistorie, som flashbacks, inde i selve hovedhistorien. Deres historie fortælles med hver sin synsvinkel i fire adskilte afsnit.

Medea lever i et slumområde, det tidligere Frederiksberg. Naturen har nu taget over og er ved at nedbryde det tidligere så mondæne kvarter.  Midt inde i denne slum lever Medea i et såkaldt kloster, et firkantet sort hus.

Huset bebos udover af Medea selv, af Stille, Ældste, en masse slanger, fugle og hunde. Desuden befinder der sig en illegal person i huset, en dreng. Han er kilde til store bekymringer, for hvad sker der, når han vokser til, og testosteronet breder sig i hans krop?

Wicca bor i Brønshøj. Efter evolutionen, hvor patriarkatet brød sammen og matriarkatet tog over, er alle huse og miljøer runde. Wicca er præst og er ud af en berømt præsteslægt, kaldet W, som langt ude er efterkommere af Walborg. Wicca kommer i kontakt med Medea, fordi hun skal bruge en slange, en hvid kobra. Slangen er nemlig, ifølge den matriarkalske skabelses beretning, blevet et helligt dyr. Samtidig indleder hun et kærlighedsforhold til Medea.

Stille som tidligere hed Benja, bor også i den frederiksbergske slum. Stille er helt holdt op med at tale. Årsagen hertil er en del af romanens hovedhistorie, den skal derfor ikke afsløres her.

Det samme gælder for Eva, som bor i det samme runde hus som Wicca, og stammer, ligesom Stille, fra Århus. Det er gennem fortællingen om Evas og Stilles baggrund og udvikling, at romanens handling foldes ud.

Gennem kompositionen bliver netop handling, univers og kvindesynsvinkel integreret på fornemste vis. Så kommer vi til titlen 11%, præcist så mange hanner skal der til, for at menneskearten kan overleve, uden at der bliver indavl.

Og hvad er det så Maren Uthaug forsøger at sige med denne roman?

For det første bliver rigtig mange ting vendt på hovedet, når det er den kvindelige synsvinkel som dominerer, og det vil være en øjenåbner for mange mænd, ovenikøbet gavnligt – for helt ærligt, det er vel et mandsdomineret samfund vi lever i?

Det er imidlertid interessant, at man fornemmer, der i matriarkatet vokser nye magtstrukturer frem, og man aner også en kritik af disse.

Går man lidt mere bag om romanens set up, kan man spørge sig selv om Maren Uthaug også sætter spørgsmålstegn ved, om verden i virkeligheden blot er styret af fortællinger? Siden Jesus fødsel har vi levet i en fortælling om kristendommen som i høj grad er mandsdomineret. Hun demonstrerer, hvordan en anden fortælling åbenbarer nye sandheder.

Maren Uthaug er en modig forfatter, og jeg er ikke tvivl om, at der vil blive løftet øjenbryn ad hendes roman. Men hun gør i virkeligheden blot det, som litteratur kan og skal, når det er allerbedst.

Hun sætter virkeligheden på spil, hun pirrer, hun provokerer og bruger sproget til at skabe nye indsigter. Humoren forløser stoffet og godtgør, at det er helt tilladt at sætte virkeligheden så meget på spil, som Maren Uthaug gør det i denne roman.   

Foto: Simon Knudsen