Tørst efter livet

Marc Reugebrink: ”Salt”

Hvis nu den her roman hed ”Angst”, ville den på en måde havde passet perfekt til vor aktuelle usikre coronaverden, hvor alt er forandret, og ingen ved, hvad der nu lige lurer om hjørnet.

En verden af aflysninger, forfejlede beslutninger og endnu en gang slået hjem igen, som en anden ludobrik, lige som vi håbede, at tingene var faldet på plads i en eller anden form for overskuelig fremtid.

Det er en grotesk, hollandsk fabel, tidsbestemt i 1850’erne, hvor Baron Helmstadts beslutter sig for at få gravet en ny brønd med frisk, rent vand nær sit gods. Ønsket er udløst og kraftigt understøttet af baronens hustru, efter at de har haft finere tebesøg.

Gæsten havde siddet længe og kigget på den blålilla hinde oven på teen i sin kop, samtalen var gået i stå, inden det fatale spørgsmål faldt:

- Hvor kommer vandet fra?

Fra pumpen ved bækken, hvor latriner, lud og andet godt også bidrager. Men den sag skulle det da være nemt at få fikset. Der bliver gravet brønd, men vandet viser sig at være udrikkeligt salt. Flere brønde bliver gravet, samme resultat, og til sidst nægter de lokale landsbyboere at deltage fysisk aktivt i dette vanvid, mens jorden bliver forvandlet til en gennemhullet emmentalerost.

Der må tilkaldes hjælp udefra. Men imens er både baronen, baronessen og de lokale begyndt at slukke tørsten med spiritus i alle dens afskygninger – fra simpel genever over armagnac til finere vine. Og samtidig med indtaget bliver det daglige bad også droppet – vandet er jo forgiftet.

Nu vakler baronesse Agnes Christina Helmstadt van Uitganck nøgen og stinkende rundt, når hun da ikke ganske ør ringer efter tjenestefolkene for at få hentet en god flaske spätlese i kælderen.

Det er fabelagtigt overbevisende skrevet. Sådan som teksten tager udgangspunkt i et tilsyneladende uskyldigt, trivielt hverdagsproblem og ganske logisk blæser konsekvenserne op til en fatal dommedagsprofeti.

”Vi ledte efter forklaringer på det, der dag for dag forvirrede os mere og mere, vi fortalte hinanden historier for atter at få greb om det, som måske for altid var ved at glide os af hænde”.

Hvordan den samfundsorden og de mennesker, der befolker den, må bukke under, da de ikke kan løse deres egen situation. Hvilket jo heller ikke bliver nemmere af, at selv de ansvarlige allerøverst i samfundspyramiden åbenbart hælder til anskuelsen:

- Hvorfor drikke vand, når man har genever?

Først bliver alkoholen brugt sparsomt som medicin, men snart antager misbruget et katastrofalt omfang.

Det er elegant skrevet og researchet. Tidsperioden fremstår historisk præcis med adel og tyende, og fremvæksten af den nye industri, og selvfølgelig bliver der bestilt et boretårn til at afhjælpe den omkring sig gribende tørst.

Her er højdepunkter af grotesk humor og lige så grotesk afmagt, men skønt velskrevet er det, som om disse mennesker og deres skæbne aldrig rigtig griber fat i os.

De bliver aldrig rigtig levende og flerdimensionelle, men fremstår mere som brikker på forfatterens snildt konstruerede skakbræt, hvor de præcist og uafvendeligt bliver rykket rundt og frem mod den endelig død og katastrofe.

Så en ny verden kan opstå - en verden med vand koldt, klart og herligt, sådan som vand nu engang er. Og skal være.