Hvorfor fik hun ikke et ”rigtigt” kvindeliv?

Lotte Kirkeby: ”Hvis man ikke vidste bedre”

Jeg har i høj grad nydt læsningen af Lotte Kirkebys nye roman. Hun skriver så fint om de nære og svære relationer. Denne gang om en kvindes tilbageblik på det, der måske mest blev forestillingen om det gode liv.

Den tidligere forlagsredaktør Lotte Kirkeby debuterede som forfatter i 2016 med novellesamlingen ”Jubilæum”. I 2019 fulgte romanen ”De nærmeste”, der blev nomineret til DR Romanprisen.

I romanen ”Hvis man ikke vidste bedre” vender en kvinde tilbage til den by, hvor hun boede sammen med sin mand og sin datter. Der er gået mange år. Præcist hvor mange får vi ikke at vide. Men hun er blevet ældre. Det virker ikke som om, hun arbejder længere.

Dengang hun boede i byen var hun børnelæge på det lokale sygehus. Hendes mand var også læge, men privatpraktiserende. De fik bygget et nyt hus på en grund, hvor de kunne se ud over fjorden. De fik venner i byen, og for deres datter Katrine blev byen ramme om hele hendes barndom og opvækst.

Romanen er en jeg-fortælling, fortalt af kvinden, og historien foregår over en enkelt dag, hvor hun i både i erindringen og i virkeligheden møder mennesker, der engang var en del af hendes liv.

På den måde lærer vi hende at kende, eller vi lærer den smule at kende, som hun viser os. Hun er en meget lukket person.

Det er lidt svært at vide, hvorfor hun er vendt tilbage, om hun nogensinde var rigtigt lykkelig i byen.

Men i hvert fald sætter byen erindringerne i gang, både fordi hun bevæger sig rundt i byen til de steder, der har betydet noget for hende, men også fordi de mennesker, hun møder eller blot betragter ud af vinduet, bringer hende tilbage i tiden.

Vi forstår, at der skete noget. Noget, der gjorde, at det unge lægepar gled fra hinanden. Senere skete der noget, der gjorde, at mor og datter, der havde været så tætte, holdt op med at være det. Måske fordi forestillingen om livet, ægteskabet, moderskabet var for forskellig fra virkeligheden.

”…det var tanken, der talte. Det var den, som forførte mig, og som jeg forelskede mig i, tanken om hende, og om ham og os, det var forestillingen, ikke det faktiske, og det skulle jeg nok have sagt.”

Vi forstår, at hovedpersonen kæmpede for at finde sin plads i rollen som mor og som hustru, men også at hun aldrig involverede nogen i sin kamp.

Hun er et menneske, det er svært helt at holde fast i, og netop det beskriver forfatteren så indfølt og troværdigt, at man skulle tro, hun kendte hende.

Foto: Lea Meilandt