Den nye Paulus

Lone Fatum: ”Antikke breve”

Paulus er en af de vigtigste personer i kristendommen. Han var jøde og fra fødslen udstyret med navnet Saul ligesom den første konge, men han havde også romersk statsborgerskab.

Fra et udgangspunkt som indpisker i den jødiske modstand mod Jesus-bevægelsen skiftede han fuldstændig kurs og forvandlede sig til en central figur i opbygningen af den selvsamme bevægelse. Fra forfølger til missionær.

I det nye testamente er han den vigtigste forfatter. Det er omstridt, hvor mange af brevene i samlingen, han faktisk har skrevet (denne bog holder sig til de 7 sikre), men han er den tidligste af bidragyderne.

Brevene indeholder de første formuleringer af kristen teologi, og de trækker lange tråde op gennem historien.

Med Paulus går kristendommen de første skridt fra karismatisk Jesus-kult til etableret religion.

Det har nogle gange fået Paulus i bad standing, fordi han kan tage sig kedelig og autoritær ud i sammenligning med den varme og tragiske helt Jesus.

Så skælder man Paulus ud for kvindeundertrykkelse eller ortodoksi, hvorimod man hylder den revolutionerende og radikale nytænker Jesus. Paulus bliver systemets mand, imperiebyggeren, den livsfjendske moralist.

Men billedet af Paulus er under ombygning. De senere år har man fokuseret på, hvordan Paulus er præget af den datidige filosofi.

Romerriget var multikulturelt, og på livsanskuelsernes område foregik der en intens værdikamp. Filosoffer af forskellig observans kæmpede om tilhængere, og der udkrystalliserede sig både genkendelige emner og en særlig retorik.

Det er tanken bag den bog, der her anmeldes. Paulus lader sig bedst forstå på baggrund af samtidens retorik og filosofi.

Derfor gennemgår Lone Fatum det filosofiske brev som genre med nedslag hos Platon, Cicero og Seneca, og hun trækker de retoriske fagbegreber ind som hjælp til læsningen af brevene.

Fordelene er indlysende: Paulus’ breve ligner nemlig genren i øvrigt. Han diskuterer problemer i en meget levende stil, bruger dialogtræk, billeder og selvforsvar.

Hans rolle som autoritet opbygges i brevene, fordi han både belærer teologisk og rådgiver etisk. Han er eksperten med indsigt, og modtagerne er hans ’børn’ i Kristus, fordi han er den, der har bragt dem det glade budskab.

Her ligner hans rolle den filosofiske mentor, som man kan møde ham i de antikke breve, særligt hos Seneca. Senecas skrifter er samtidige med Paulus’, og de to fylder da også det meste af bogen. Der lægges vægt på deres retoriske ligheder, mens forskellene ikke bliver lige så klare.

Metoden er nærlæsning og kommenterende fortolkning af skrifterne, både Senecas og Paulus’.

På den måde kommer man helt tæt på Fatums udlægning, men man kommer også langt ned i mange detaljer. Man kan mærke Fatums fortrolighed med Det nye Testamente – hun har et langt arbejdsliv bag sig som lektor på universitetet i netop det område – men Senecas stoicisme er hun ikke helt så indlæst i.

Hovedindtrykket er, at hun ser Paulus som en visionær og dristig teolog, der særlig i de ægte, tidlige breve formulerer det afgørende nye i kristendommen.

De senere breve, som traditionen har tillagt ham, regulerer og styrer kristendommen i en mere borgerlig retning, som det omgivende samfund lettere kan acceptere.

Fatum vil gerne befri Paulus fra traditionens omklamring og præsentere ham som original tænker.

Paradoksalt nok sker dette ved at betone Paulus’ afhængighed af den hellenistiske filosofis begreber og udtryksformer, og man må herefter se ham som en tidlig brobygger, midt i en heftig værdikamp om definitionsretten til kristendommen.

Bogen er en del af forlaget Vandkunstens såkaldte ”Teologiske folkebibliotek”. Den udsendes ovenikøbet omkring forfatterens 80-års fødselsdag. Som fagbog betragtet er det en svær bog, men der er virkelig noget at hente for den interesserede.