Modig fødselsfortælling

Roman - Liv Nimand Duvå: ”Mødrenes hus”

”Mødrenes hus” er en stærk fødselsfortælling; en roman om en fødsel og om at blive mor. Romanen er velskrevet og tankevækkende og kan læses både som en fortælling, kommende mødre (og fædre) kan spejle sig i, men også ”blot” som et stykke ny dansk fiktion, skrevet af en forfatter, vi forhåbentlig kommer til at høre meget mere til.

Der er de seneste år udkommet en del skønlitterære værker om graviditet, fødsel og moderskab. Langt flere end i mange år.

Dy Plambecks ”Til min søster” og Olga Ravns ” Mit arbejde”, men også digtsamlingerne ”Flyder i mig” af Hedvig Skjerdingstad og ”Syv lag” af Julie Sten-Knudsen handler om fødsler og fødselsoplevelser. Liv Nimand Duvå har skrevet endnu en af slagsen og en rigtig fin en endda.

I ”Mødrenes hus” møder vi Rosa, der skal føde for første gang. Hun har i løbet af de sidste tyve år haft tyve forskellige ufaglærte jobs, hun har studeret i fire forskellige lande og har aldrig boet noget sted i mere end to år ad gangen.

Nu bor hun sammen med sin kæreste Gilbert i en lille toværelses lejlighed i København, de har en usikker lejekontrakt og ikke plads til at pakke alle flyttekasser ud. Rosa og Gilbert har det sjovt sammen og kan godt lide at høre musik og nu skal de være forældre – en familie.

De har planlagt at Rosa skal føde naturligt på en privat fødeklinik med ”kendt jordmoder og i trygge omgivelser” og ikke på hospitalet i sterile omgivelser med fortravlede jordmødre, der ikke har tid nok til den enkelte.

Men det går ikke helt som det unge par har planlagt.

Selv om Rosa har haft regelmæssige veer længe, sker der ikke rigtigt noget, da de ankommer til fødeklinikken; hun åbner sig ikke, og hun indvilliger i at blive overført til hospitalet. På hospitalet får Rosa for meget morfin eller kan ikke tåle det, og hun hallucinerer om sin afdøde bedstemor, som tager hende i hånden og går ud for at lede efter ”Mødrenes hus” i skoven.

Liv Nimand Duvås beskrivelser af hele fødselsforløbet er stærkt og genkendeligt, også selv om det er mange år siden, jeg var førstegangsfødende og slet ikke oplevede så voldsom en fødsel.

Smerten, angsten, sårbarheden, afmagten, at din krop pludselig ikke kun er din krop, at du kan glemme alt om blufærdighed, at ”systemet” beslutter, hvad der skal ske med dig, din krop, din baby.

I forlagsmaterialet står der, at forfatteren fødte sin søn for snart to år siden, og at fødselsforløbet mindede meget om det, der beskrives i bogen.

Forfatteren følte sig alene med sine voldsomme oplevelser, følte, at der manglede fortællinger at spejle sig i. Blandt andet derfor har hun skrevet denne modige og stærke roman om en fødsel og om at længes efter samhørighed mellem mødre på tværs af generationer.

Foto: Simone Lilmoes