At fortælle et menneske

Klaus Rifbjerg: "Rif (jeg) Rif. Et prosaudvalg ved Kim Leine"

Kim Leines forfatterskab kredser om de yderste rande af både geografiske og eksistentielle steder. Det er barske og voldsomme forhold, der også har biografisk karakter, som han folder ud i sit forfatterskab.

Gradvist bliver han mere og mere fascineret af forfatteren og mennesket Klaus Rifbjerg, som han møder en enkelt gang.

Nu har han så sammensat et udvalg på 25 stykker af Rifbjergs mangfoldighed af prosatekster – romaner, noveller, rejseskildringer og erindringer. Det er sket før i litteraturhistorien, at der udgives bind med udvalgte værker af en forfatter.

Rifbjerg er i den henseende heller ikke gået ram forbi.

Så Leines prosaudvalg slutter sig til en lang række andre udgivelser af udvalgte værker, som Rifbjerg er ophavsmand til. Han var og er stadig en institution i vores kulturelle offentlighed.

Kim Leine griber imidlertid sagen an på en anderledes måde. Kompositionen af teksterne er ikke bestemt af en udgivelseskronologi, men derimod af en biografisk. De danner derfor en helhed, der tegner et menneskes liv fra fødsel til den sene alderdom.

Den første tekst i udvalget er ”Morgen”, som er udgivet i novellesamlingen ”Intet sikkert abnormt” fra 2013. Den sidste tekst i udvalget er ”Aften” fra samme udgivelse: ”unk flis erle murf….” indleder novellerne og: ”jum jum jumdu mytopok….Zzzzzzzzzzzz…” afslutter dem.

Den nyfødte har endnu intet mæle og den gamle har mistet sit.

Mellem disse uartikulerede brokker plukkes der fra Rifbjergs omfattende forfatterskab, og de meget forskellige tekstfragmenter følger uden markeringer af f.eks. udgivelsesår efter hinanden, så der formes en udviklingsroman med det klassiske forløb: barn, ung voksen.

Udvalget demonstrerer Rifbjergs sproglige mesterskab i alle dets facetter, sansen for detaljen, sanseligheden og evnen til at skabe en rigdom af billeder.

Spørgsmålet er så, hvad det er for et menneske, Kim Leine gennem sit udvalg vil fortælle om. Titlen på bogen giver os et fingerpeg: ”Rif (jeg) Rif”. Et af de centrale værker i forfatterskabet er romanen ”Anna (jeg) Anna”, 1969. Den fortæller om Annas brud med et overklasseliv til fordel for et liv på randen af katastrofe.

Og netop det er Kim Leines greb i den måde, han sammenstiller Rifbjergs tekster. Det er koncentreret om konflikterne mellem det pæne liv, hverdagenes kedsommelighed og banalitet og personernes længsel efter fanden i voldsk at rydde alle konventioner til side – også selv om konsekvenserne er katastrofale.

Om sexualiteten i barndommen og ungdommen, et felt fyldt med fortielser og fortrængninger, og om de fiktive personers og Rifbjergs angst for ikke at blive anerkendt.

En fiasko i barndommen i forbindelse med en totalt mislykket klaverkoncert på skolen, som beskrives i erindringsbogen ”Alea” bliver gennem barndom, ungdom og voksenalder et åg: ”.jeg vidste jo spillet var tabt og tabet aldrig (!) til at genoprette”

Denne angst knyttes til et problematisk forhold til Rifbjergs mor.

Først i tekstykket fra romanen ”Twist”, hvor hovedpersonen er midt fyrrerne ophører angsten. Han kan efter mange prøvelser konkludere, at anerkendelsen nu har indfundet sig: ”Universet var ikke længere tomt, det rummede Karl, og dér, hvor uendelighedens kurver mødtes, stod han. Og der ville han blive stående.”

Kim Leines udvalg fortætter og tydeliggør nogle væsentlige konfliktflader i Klaus Rifbjergs både digteriske og biografiske univers, og han kan formentlig spejle dele af sit eget digteriske og biografiske univers deri.

Men det er på den ene side spørgsmålet, om vi får en ny og bedre indsigt i det rifbjergske univers.

På den anden side er det en spændende måde at præsentere et forfatterskab på: at komponere udvalget som udviklingsroman, hvor sammensætningen af vidt forskellige teksttyper kommer til at danne en helhed.

Så hvem skal stjernerne tildeles?

Rifbjerg eller Leine?