Klimavenlig kompostering af døde

Roman - Lea Marie Løppenthin: ”Livet går over sine bredder”

Når man læser bagsideteksten på Lea Marie Løppenthins nye roman, tænker man måske lige umiddelbart: ”arh, hva’?”:

”Felix fra Bruxelles tager toget til København for at besøge sin bedste veninde, men ender til begravelse i Maribo. Begravelsen foregår hos bedemandsvirksomheden Cyklus, der komposterer de afdøde i en sekulær og klimavenlig proces. Her er Ole nyansat ritualkonsulent og forsøger at tage hånd om de pårørende og sig selv. Jill, Rahim og Ulrikke er gartnere i Cyklus’ haver og er kommet til verden under meget usædvanlige omstændigheder.”

Og ja, så er der også Marianne, Karen, Karen Margrethe, levende græske guder og jordskabte væsner og ikke mindst den tyske konkurrent udi lig-kompostering Jaspar fra Düsseldorf.

På sin egen egentligt ganske rolige og samtidigt helt skævt fabulerende måde bevæger historien sig fra Bruxelles over Maribo til Grækenland.

Og gennem komposteringsteknikker, skrøbelige venskaber og behovet for nye begravelsesritualer udvikler de levende guder, mennesker og såkaldt ”jordfødte”, som udgør et biprodukt af Cyklus’ komposteringsproces af lig, forskellige skrøbelige relationer med usikkerhed, tvivl, irritation og længsel.

De jordfødte udgør en slags Golem-væsner, der er delvist mennesker, delvist jord, delvist træer. Romanen bevæger sig således også fra mennesker over guder til de jordfødte.

Disse væsner er en slags climate fiction (clifi) replikanter, som vi kender dem fra filmklassikeren ”Blade Runner”, og de er på en måde ”More human than human” som i netop også denne film, da de producerer ilt og indånder CO2.

De er således mere jordvenlige, -intelligente og -kærlige end mennesket. Men de udnyttes som en slags tvangsarbejdere med påtvungen identitet og falske pas. Det er tydeligt, hvad Løppenthins allegoriske sammenligning kredser om, da der også bores i au pair-fænomenet, kapitalens udbytningsstrategier, gæstearbejdets klassedeling osv.

Opbygningen af ”Livet går over sine bredder” udgøres af den klassiske kollektivroman, hvor grupper af figurer får deres egne kapitler krydret med nogle prosalyriske mellemspil for de græske guder og et epilogisk, lille dramastykke.

Man kan også sige, at hele historien måske er en slags allegori over udbytning, menneskets forhold til naturen og til sig selv som natur (og til døden som proces).

Men disse to ting, kollektivromanen og det allegoriske, er så også det eneste almindelige ved romanen.

For resten af pengene oplever man et enormt sprogligt overskud med genreblandinger, monologer, indre og ydre dialoger, syrede drømmeagtige sekvenser med dødsguderne Pluto og Sabrina og deres børn.

Der er lange, men lyrisk formulerede passager og mellemspil om forskellige græske gude- og heltesagn, som alle omhandler menneskets forhold til døden helt figurligt.

Samlet gør det bestemt ikke noget, at en roman har mange forløb og at den eksperimenterer med forløb og stemmer.

Men det er, som om Løppenthin vil rigtig mange ting på en gang: klimakritik, klassekritik, biologisk scifi undersøgelse af forholdet mellem liv og død, genderkritik (figuren Ole bruger f.eks. konsekvent pronominet ”hen” og de jordfødte overvejer deres eget køns identitet), kulturhistorisk foredrag om guder, myter, helte fra græsk til sumerisk tradition, ironisk pastiche over Helle Helles Lolland-romaner osv. osv.

Dette sker alt sammen på under 300 sider! Måske dette er bevidst? En slags fortællingernes og sprogets genbrugs- og komposteringsteknik? Alligevel er der LIV!

Det ligger i Løppenthins stil, hendes fortælleflow. Her er vi helt oppe i top, men opbygningens bestræbelse på at gå over alle bredder bliver indimellem lidt anstrengt, selvom alt ikke behøver en rød tråd.

Foto: Simone Lilmoes