Modent mesterværk

Roman - Lars Saabye Christensen: ”Vrageren”

Det er en bog, som sluger én.

Dyb, alvorlig og klog, mens den skildrer et drengevenskabs betydning for vor hovedperson, forfatteren, hans liv dengang og senere udvikling. Nærgående, sine steder barberbladskarp, mens teksten undersøger, hvad der skal til for at blive et helt menneske for rigtig at kunne leve.

Jørgen Ribe, norsk teenagedreng, enebarn med far og mor, vokser op i 60-ernes Oslo. En ganske almindelig familie med en mor besat af ordentlighed og holden på småborgerlige former, mens far, prokurist på bananmodneriet, flygter op på loftet for at arbejde på sin model af kongeslottet. I en størrelse, der så engang snildt skal smutte ned i en tændstikæske.

Jørgen føler sig fortabt og uden kontakt eller nærvær i sine omgivelser. Lever i ulykkeligheden. Med forældre han ikke kan nå og som ikke formår at nå ham.

Så flytter en ganske anderledes familie ind i opgangen. Familien Simonsen, halvt franske, og her møder Jørgen sønnen Carl, selvsikker, verdensvant og køn.

Drengevenskabet er skildret både desperat og fortvivlet. Jørgen er den lille og magter ikke at sige nej, når Carl udfordrer ham. Sætter ham på prøve.

Men han opfatter også sit manglende mod, som en vej ud af sin stille, undertrykte fortvivlelse over ikke at være i nærkontakt med verden. Han føler sig afgrundsdyb ensom i hverdagslivets kontrollerede forudsigelighed.

Tidsånden, 60-ernes antiautoritære tyrkertro på, at vi kunne løsrive os fra alle snærende bånd, er ramt præcist og hudafskrabningsømt.

Det tavse oprør ved at lade håret gro langt. Singlerne med Beatles og Stones og deres hemmelige sprog, der talte om en anden måde at være til stede i verden på.

De riflede fløjlsbukser og de uforstående forældre, som ikke kunne mærke, at deres verden var ved at gå under, mens de serverede koteletter med ananasskiver til søndagsmiddag.

Men tøv en kende. Den tilbageskuende drengevenskabshistorie fylder kun 200 sider i denne murstensroman. I anslaget har vi også mødt den forbryderiske livredder, som ikke er tilfreds med den manglende anerkendelse af hans indsats tidligt i den kommende forfatters liv.

Så for at rette op på tingene, få SANDHEDEN frem, opsøger han nu den tidligere så populære og omsværmede forfatter, Jørgen Ribe. Han vil skrive en detaljeret og hudløst nærgående biografi om forfatteren.

På den måde bliver bogen også et ganske selvudleverende, på en gang nøgternt, sine steder pinligt og samtidig humoristisk befriende fiktionsportræt af forfatteren selv.

Samtidig med at der hele tiden bliver trukket tråde tilbage til det aldrig publicerede manuskript om Carls og Jørgens umage venskab.

Saabye skriver enkelt og smidigt. Ofte korte sætninger, gerne med grundled forrest, i et beundringsværdig klart og forståeligt flow, mens ny indsigt overraskende og samtidigt bevægende dukker op.

Du kan få lyst til at citere i tide og utide fra bogen. Men jeg skal skåne læseren for at drukne denne på forhånd i snesevis af citater. Dog et enkelt – den første linje i bogen – og et tema, der bliver vendt tilbage til. Igen og igen.

Som en af de mange ledetråde, mens Saabye undersøger litteraturens rolle i vor tid, forholdet mellem fiktion og sandhed, men også hævn, kærlighed, terror, had og det enkelte menneskes indædte kamp for at blive lykkelig.

”Det er ikke Djævelen, der er i detaljen, det er Gud”. Sådan står der.

Bogen er lydefrit oversat af Charlotte Jørgensen, og ja – hvad er der mere at sige…

Der er bøger, du kan læse. Bøger, du bør læse. Den her SKAL du læse!