At forstå Kina

Fagbog - Konfucius: ”Samlede samtaler”.

Konfucius, skriver nogle, andre Kong Fuzi, hans efternavn var Qiu, og hans modstandere benævnte ham Zhongni. Han levede fra ca. 551 til 579 før vor tidsregning.

Konfucius levede sit liv i et vanskeligt krydsfelt i en tid fuld af omvæltninger. Han underviste i visdom, god regeringsførelse og filosofi, og man regner med, han nåede at have op mod 3000 elever.

Men han tog også ansvar og arbejdede i flere fyrstendømmer med forskellige opgaver. Som politisk figur mødte han stor modstand og havde i perioder svært ved at få noget at lave.

Denne mand er så central for forståelsen af kinesiske værdier og kultur, at han bliver sammenlignet med koryfæer som Sokrates, Platon eller Jesus.

Konfucius skrev måske nok noget ned, redigerede i al fald nogle vigtige tekstsamlinger, men ellers var hans store, mundtligt formidlede personlige indtryk på de mange elever grunden til hans lange efterliv.

Han omtales som Mesteren, og Kina har lige siden hans tid brugt ham, skændtes med ham, forsøgt at udrydde hans tanker eller gjort dem til udenadslære i embedsmandsskolerne. Der kan altså skrives bøger om hans virkningshistorie, og den er ikke slut endnu.

Bent Nielsen har beskæftiget sig fagligt med Kina i et helt liv. Nu har han så over mange år fået oversat de såkaldte ”Samlede samtaler” direkte fra kinesisk til dansk.

Det må man tage hatten af for, for kinesisk er virkelig svært at forstå, og de gamle teksters brogede overlevering gør dem både omstridte og tvetydige. Nogle fortolkere opererer med forskellig kontekst for bestemte udsagn, og dermed åbner der sig en vifte af forståelsesmuligheder.

Det er grunden til, at Nielsen løbende kommenterer citaterne, og det er grunden til, at bogen er så omfangsrig. Der er indledninger om manden, hans tid og skrifternes overlevering, der er kommentarer, register og videre litteratur, og så er der også oversat det kapitel om Konfucius, der står i historikeren Sima Qians værk, endda med illustrationer.

Hvad siger samtalerne så om det, Konfucius lærte? Ja, der er ingen tvivl om, at han var klog. F.eks. skelner han et sted klart mellem enighed og harmoni.

Det er nemlig slet ikke det samme, harmoni er af en højere orden, fordi nuancer, modsætninger og forskelligheder er inkluderet. Der sammenlignes med tilberedelsen af mad. Retten bliver kun vellykket, hvis der er forskellige ingredienser i.

Han opfordrer til klogskab: Hvis man ikke taler med den, der har noget at sige, går han til spilde, men taler man med den, der ikke har noget at sige, går ordene til spilde. Man skal hverken lade mennesker eller ord gå til spilde.

Og han opfordrer til eftertanke: Hvis alle hader en mand, kræver det en kritisk undersøgelse, men det gør det også, hvis alle elsker ham.

Konfucius’ filosofi er ikke til at sætte på formel. Den udspiller sig i samtaler, der ikke bygger nogen teori, men sigter mod at opdrage eleverne til at blive kultiverede, så de kan tage ansvar for medmennesket.

Dette udtryk gentages ofte; det dækker over et enkelt kinesisk ord, ren, som betegner den rigtige indstilling, måske blot ”moral”. Det kultiverede menneske sættes konsekvent i modsætning til det smålige menneske, så selvoptagethed er forkert, mens et mere neutralt overblik anbefales.

De værdier, der træder frem, er sønlig lydighed, ubestikkelighed og sandhedskærlighed. For Konfucius er verden hierarkisk i fire ud af de fem relationer, der er mulige: Hersker og undersåt, mand og kvinde, forældre og børn, ældre søskende og yngre. Kun i en venskabelig relation er der ligeværdighed.

Den gode indstilling er nu at komme i overensstemmelse med magtforholdene, rette sig efter naturen og andre kræfter, der er stærkere, indrette sig og styrke samfundet gennem ansvarsbevidsthed. Intet under at de kulturrevolutionæres angreb på det bestående primært rettede sig mod den konservative konfuzianismes stærke greb om den kinesiske elite, selv i kommunisttiden.

Vægten for Konfucius ligger på det overleverede, på de seks færdigheder, som man siger, han selv besad: Ritualer, musik, bueskydning, kørsel med stridsvogn, kalligrafi og aritmetik. Han tvivler på nytten af lovgivning og systematik, og han vil i mange tilfælde anbefale herskere ikke at gøre noget for derved at få ting til at ske.

Hans kritikere har beskyldt ham for at være en opportunistisk kamæleon, en træg kamel eller en pedantisk konservativ, der tror at personlig moral kan løse de fælles problemer.

Set udefra virker han som en lidt ubeslutsom intellektuel, der trods sin skarpe iagttagelsesevne aldrig tænker færdig, men hver gang lander i plejer-løsninger og den stærkes ret. Hos ham kunne menneskerettigheder i vestlig forstand aldrig være opstået.

Men læs ham selv – det er en bedrift, at det nu er muligt.