Hvad med dig selv?

Marcus Aurelius’: "Meditationer"

Den romerske kejser Marcus Aurelius Antoninus døde i år 180 efter Kristus. Han var den næstsidste i sin slægt på tronen, og han var den sidste af de oplyste kejsere, der i eftertidens blik gjorde det 2. århundrede til Romerrigets lykkeligste.

Mange kender ham fra starten af filmen ”Gladiator” (2000), hvor han spilles af Richard Harris. En træt gammel mand på tvungen stroppetur i felten, mens hans mindre begavede, men mere skrupelløse søn Commodus intrigerer håndfast for egen vinding.

Der er mange urimeligt fordrejede ting i den film, men til dem hører ikke, at Marcus Aurelius godt kunne tænkes at have haft bedre planer for riget end sin søn.

Marcus var nemlig en filosof på tronen, sådan lyder klicheen. Det er både rigtigt og forkert, men vi har et enkelt værk fra hans hånd, og det hører til de mest læste og mest elskede værker fra oldtiden overhovedet.

Det er 12 små ”bøger” med notater til eget brug, samlet fylder de 123 sider i den seneste danske version, men de er også tit udkommet i udvalg, blot under meget forskellige titler.

Manuskriptet var måske slet ikke tiltænkt offentliggørelse og var i middelalderen lige ved at gå tabt. Selve titlen lyder noget i retning af ”det til sig selv” og er blevet oversat på mange forskellige måder.

På dansk har værket heddet Opbyggelige betragtninger (1752), Tanker til sig selv (1929), Selvbetragtninger (1947), Optegnelser (1949) og til sidst Meditationer (1996) efter engelsk tradition.

Svenskerne bruger mest Självbetraktelser (1911 & 1949), nordmændene Tankar (1924) eller Til meg selv (1957). På fransk hedder de Pensées (tanker), men den seneste udgiver af grundteksten (1975) ville foretrække Notes personelles (personlige noter) eller Pour mon usage personnel (til min personlige brug) som gengivelse af den græske titel.

Sproget er nemlig græsk, selv om Marcus var romer. Årsagen til det skal ligesom årsagen til, at Marcus havde skæg, findes i den græske filosofi. Marcus var stoiker, og en dedikeret en af slagsen. Den stoiske filosofi lægger vægt på natur og fornuft. Naturen er fornuftig, og målet er at leve i overensstemmelse med den. Vi mennesker og vores selviske følelser og kortsigtede behov er derimod det, der forpurrer det gode liv for os.

Denne nøgterne tanke hænger for en stoiker sammen i et større hele, både fysisk og åndeligt. Universets love er evige, men også på det moralske felt gælder visse grundantagelser, som man skal manøvrere efter.

Indhold er vigtigere end form, pligten er vigtigere end nydelsen, skæbnen står fast trods alle tilfældigheder.

For Marcus er dette grundsyn lige så sandt, som det er svært at leve efter. Hans personlige noter er blandt andet læseværdige ved at vise os et gemyt, der kæmper.

Han skal igen og igen overbevise sig selv om, at det ikke hjælper at hidse sig op. Hvorfor bliver du så sur over dumheder, spørger han sig selv. De dumme ved jo ikke bedre, og du skulle bære over.

De handler i egen og ikke i statens interesse, ja, men hvad havde du ventet? Tag højde for det i stedet for at skælde ud.

Han har sine problemer med rollen som enevældig kejser. Han minder sig selv om, at det går over, at magt er midlertidig, at æresbevisninger er politik og smiger et vilkår. Han søger det upersonlige overblik, den retfærdighed, som han med et smukt billede kalder det ”blikstille”.

Han takker sine forældre og lærere i et langt afsnit med klart selvterapeutisk sigte: Du er kun blevet til noget, fordi du er blevet hjulpet.

På den måde er han virkelig godt selskab, og han kan få sproget til at sige alt det, han ønsker. Indimellem er han dog temmelig hård ved sig selv. Han kritiserer sin egen forfængelighed, sin lyst til at lyde godt i andres ører, sin selvoptagethed.

Han udtrykker en meget moderne trang til at blive den bedste udgave af sig selv, som vi siger nu. Han spørger sig selv om, hvorfor han skal stå op om morgenen, og han svarer selv med pligten og det andet menneske, som han skal gøre noget for.

I det hele taget ser dagbogsnoterne ud til at være både et middel mod og et boost for den intense kredsen om sig selv.

Bogens efterliv er langt og omfattende. Da Marcus’ tekst først var fragtet sikkert over på tryk (1558), blev den en af de allermest læste, særligt fra 1600-tallet og frem. Det skyldes sikkert den opbyggelige tone og den livsnære filosofi, men det har ganske givet også været en vigtig faktor, at vi møder et ægte menneske med ægte, menneskelige problemer.

Måske var notaterne fra første færd slet ikke tiltænkt offentligheden, men da de først blev offentlige, voksede deres betydning.

Teksten markerer begyndelsen på det vestlige, selvreflekterende jeg, som i vor tid er blevet et demokratisk udbredt fænomen. Selvterapi og hyldemeter af selvhjælpsbøger viderefører den antikke stoicismes selvransagelse, som i Marcus’ tekst fandt et foreløbigt højdepunkt.

I disse år er stoicisme nærmest blevet helt moderne. Fra Brinkmanns ”Stå fast” over Jordan Petersons kredsen om mandlig selvrespekt til sidste års bestseller ”Det handler ikke om dig” af Niels Overgaard spores der tendenser til en genoptagelse af stoicismens fokus på pligt, fornuft og realisme.

Det skulle ikke undre, om Marcus Aurelius’ gamle dagbog stadig har kræfter i sig til endnu en runde i selvhjælpslitteraturens manege.

Det vil være velfortjent, for både litterært og filosofisk er det stærke sager med lang holdbarhed. En opbyggelig moral, der kan styrke det ansvarlige jeg til bedre beslutninger, kan man da også kun vanskeligt få for meget af.

På dansk har vi en fortræffelig version af teksten fra J.A. Bundgaards hånd, redigeret af Villy Sørensen og stadig til at købe.